Bortgemt Picasso-maleri sælges på auktion for 200 millioner kroner

24. OKT 2025 • 19:58UDLAND

Maleriet har i mere end 80 år været gemt væk for offentligheden, men bliver nu vist frem på auktion.

Et maleri af den spanske kunstner Pablo Picasso, som ikke er blevet set i mere end 80 år, er fredag blevet solgt på en auktion i Frankrigs hovedstad, Paris.

Værket blev solgt for 27 millioner euro, hvilket svarer til lidt mere end 200 millioner kroner.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Maleriet med titlen "Bust of a Woman with a Flowered Hat" blev malet i juli 1943, og det forestiller en kvinde med en farvestrålende blomsterhat.

Det er ikke blevet vist frem for offentligheden siden 1944, hvor en fransk familie købte det.

I mere end 80 år var maleriet en del af familiens private samling, indtil arvinger besluttede sig for at sælge det.

Værket menes at forestille den franske maler og fotograf Dora Maar, som var Picassos muse og elskerinde.

- Det er uden tvivl det mest rørende værk af Picasso, som involverer hans muse, fordi Picasso var ved at forlade hende (Dora Maar, red.) til fordel for (den franske maler, red.) Françoise Gilot.

- Gennem dette portræt ser vi en kvinde, der holder tårerne tilbage. Så det er heldigt for en auktionarius at have set dette stykke kunsthistorie med egne øjne, siger auktionarius Christophe Lucien til Reuters.

Dora Maars forhold til Picasso sluttede i 1943 efter syv år.

Maleriet blev solgt på auktionshuset Drouot i Paris.

En talsperson for auktionshuset oplyser til nyhedsbureauet AFP, at maleriet blev solgt til "en udenlandsk køber, som var til stede i salen".

Salget oversteg mindsteprisen på otte millioner euro - 60 millioner kroner - markant. Det er samtidig den hidtil højeste pris i år for et kunstværk solgt i Frankrig.

På trods af den høje købspris er det langt fra det dyreste Picasso-værk, der er blevet solgt på auktion.

Det hidtil dyreste Picasso-maleri blev solgt for 1,1 milliard kroner i 2015.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT