Forsvarere går rettens vej i forsøg på at standse salg af Høiby-bog
Den norske kronprinsesses søn Marius Borg Høibys forsvarer forsøger at få nedlagt fogedforbud mod bog.
Salget af bogen "Hvide striber, sorte får" om den norske kronprinsesses søn Marius Borg Høiby bør omgående standses, hvis det står til Høibys forsvarere.De har anmodet retten om et fogedforbud, oplyser Petar Sekulic, der er en af Høibys forsvarere, til det norske medie NRK.
- Det er Aschehougs (forlaget bag bogen, red.) manglende respons og vilje til at tage de faktuelle fejl, vi har påpeget, til efterretning, der gør, at vi føler os nødsaget til at tage det her skridt, uddyber han.
Fogedforbuddet vil i dette tilfælde kunne standse salget af bogen, indtil en eventuel tvist mellem parterne er blevet afgjort.
Advokaterne har bedt forlaget bag bogen, Aschehoug, rette en række fejl i den.
De har blandt andet fokus på en hændelse, der er beskrevet i bogen, som at civile betjente skulle have observeret Høiby sælge kokain i Oslo.
Ifølge Høibys advokater er det forkert, hvorfor de mener, forlaget skal reagere.
Pressechef ved politiet i Oslo Unni Grøndal har i et skriftligt svar til mediet oplyst, at ud fra politiets oplysninger har "politibetjente observeret, at han har været beruset, men ikke at han har solgt narkotika".
Bogen er skrevet af journalisterne Torgeir Krokfjord og Øistein Monsen. Førstnævnte har oplyst, at forfatterne er trygge ved "den information, vi har afdækket og kildegrundlaget i bogen".
Forlaget Aschehoug oplyser skriftligt til NRK, at det har modtaget begæring fra Høibys advokater, men har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.
Tidligere har det dog lydt fra forlaget, at det vil rette en række fejl i bogen i næste oplæg.
Det gælder blandt andet en billedtekst under et billede af et kunstværk, der ser ud til at vise en person tage kokain.
Forfatterne har ifølge NTB skrevet, at kunstværket "ser ud til at vise Marius Borg Høiby".
Men den påstand anfægter kunstnerduoen Broslo, der står bag værket. Der er ifølge kunstnerduoen tale om et opstillet billede med en dame og ikke en mand.
Derfor bliver billedteksten rettet, inden bogen går i trykken med det næste oplag.
Kunstnerne bag værket vil også blive krediteret i den nye udgave, hvilket de ikke var i førsteudgaven.
På samme måde bliver det også rettet, at en påstand i bogen lyder, at Høiby har gennemført "hundredvis" af pengeoverførsler til én navngiven person, mens det rigtige er, at overførslerne er sendt til flere personer.
Både det norske kongehus og forsvarerne har været kritiske over for bogen.
- Vi ønsker ikke at kommentere alle detaljerne og påstandene i bogen. Bogen indeholder en række usandheder, udokumenterede påstande og insinuationer, delvist fra anonyme kilder, har kongehusets kommunikationschef Guri Varpe sagt til NRK.
Forsvarerne, der har bedt forlaget rette fejlene, repræsenterer Marius Borg Høiby, der er tiltalt for 32 forhold, som ud over voldtægter blandt andet omhandler mishandling i nære relationer og flere voldshandlinger.
/ritzau/
