På første store rejse i fire år hædrer dronning Margrethe antikforsker

24. OKT 2025 • 19:08INDLAND/KRIMINAL

Dronning Margrethes Romerske Pris har 10-års jubilæum. I den forbindelse er dronning Margrethe rejst til Rom.

Den danske professor Jesper Majbom Madsen er fredag aften blevet hædret for sin mangeårige forskning og formidling om antikken.

Det er sket, da dronning Margrethe har overdraget ham prisen Dronning Margrethes Romerske Pris i den italienske hovedstad, Rom.

Jesper Majbom Madsen er professor i antikkens historie på Syddansk Universitet og er ifølge Videnskab.dk internationalt beskrevet som "en af de fremmeste på sit felt".

Prisen, der har 10-års jubilæum i år, uddeles hvert år til en person, gruppe eller institution, der har ydet en særlig indsats inden for kultur, videnskab eller formidling med forbindelse til Italien.

Jesper Majbom Madsens forskning i nutidens klimaforandringer i kobling med det antikke romerrige fremhæves blandt andet i begrundelsen for prisen til den danske forsker.

Han er en del af Syddansk Universitets klimacenter, SDU Climate Cluster.

Her har han de senere år undersøgt, hvordan klimaforandringer påvirkede Romerrigets udvikling og dermed givet et nyt blik på, hvilke langsigtede geopolitiske følger nutidens klimaforandringer kan få.

Foruden æren og prisen modtager Jesper Majbom Madsen et stipendium på 100.000 kroner.

Prisen uddeles af en priskomité bestående af repræsentanter for kongehuset, Det Danske Institut i Rom og Carlsbergfondet efter indstilling af kandidater, der er foreslået af instituttet i Rom.

Prisceremonien fredag aften er foregået på instituttet i Rom, som dronning Margrethe har været protektor for siden 2011.

Senest dronningen besøgte Rom var i 2017. Siden tronskiftet i januar 2024 har den 85-årige dronning droslet ned for de officielle opgaver.

Det er særligt sjældent, at dronning Margrethe rejser til udlandet på officielle besøg, hvoraf det seneste store var til Tyskland i 2021.

Inden prisuddelingen fredag aften har dronning Margrethe været på private besøg i Rom blandt andet til den internationale forening for klassisk arkæologi, som hun har været protektor for siden 1975.

På sidstedagen for dronningens tur til Italien, lørdag, skal hun blandt andet forbi den danske ambassadør til Italiens residens og Augustusmausolæet.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT