Valgsteder i Rusland lukker søndag i stramt kontrolleret valg
Søndag er den sidste dag, hvor russere kan stemme i valget til det russiske parlaments underhus, Statsdumaen.
Søndag er den sidste dag i Ruslands tre dage lange parlamentsvalg, hvor valgstederne ventes at lukke klokken 20 dansk tid.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Det er Ruslands første valg til parlamentet, siden landet sendte soldater ind i Ukraine i februar 2022.
450 medlemmer af Dumaen, som er underhuset i det russiske parlament, skal vælges for en periode på fem år.
Det er bredt set forventningen, at partiet Forenet Rusland, som støtter præsident Vladimir Putin, vil bevare sin dominerende position i landets stramt kontrollerede politiske system.
De fleste kandidater, der er imod krigen i Ukraine, blev udelukket fra stemmesedlen, før afstemningen på tværs af Ruslands 11 tidszoner fredag gik i gang.
Det skete, efter at højesteret i sidste måned fastslog, at det liberale parti Jabloko - som ønsker en våbenhvile i Ukraine - havde overtrådt valgreglerne, hvilket partiet afviste, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Nogle kandidater fra partiet stiller dog fortsat op i enkeltmandskredse, som står for halvdelen af de 450 pladser i underhuset. Jabloko har ifølge Reuters traditionelt set fået en encifret procentdel af stemmerne.
Selvom kun få russere tvivler på, at regeringspartiet Forenet Rusland igen vil vinde en overbevisende sejr, ventes valget at give et indblik i den offentlige opbakning til krigen og regeringen, skriver AFP.
I hovedstaden Moskva udtalte en vælger lørdag til nyhedsbureauet, at hun er frustreret over den russiske økonomis tilstand.
- Mange mennesker har mistet deres job. Lønningerne falder nu i stedet for at stige, lød det fra den 30-årige indbygger Diana, som ikke optrådte med efternavn.
En anden vælger, den 71-årige Tatiana, sagde, at hun havde stemt på Forenet Rusland.
- Det er det største parti, det mest arbejdsomme og det mest produktive, sagde hun.
Valgdeltagelsen på landsplan lå lørdag klokken 13 dansk tid på 32,58 procent, ifølge data fra den centrale valgkommission (CEC), som blev citeret af statslige medier i Rusland, skriver Reuters.
Ifølge det statslige nyhedsbureau Tass i Rusland har CEC-data natten til søndag dansk tid klokken 03 vist en valgdeltagelse på 44,64 procent.
RITZAU
