Øjenvidner melder om sort røg ved saudisk lufthavn
I den seneste måned er kampene blusset op i Yemen mellem houthierne og Saudi-Arabien.
Lørdag melder flere øjenvidner over for Reuters og AFP om sort røg i nærheden af lufthavnen i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh.Hjemmesiden Flightradar melder også om forsinkelser og aflyste fly.
Ingen af de to nyhedsbureauer beskriver nærmere, hvad der menes at være sket ved lufthavnen.
Meldingerne kommer efter en nat, hvor de saudiske myndigheder for første gang udsendte en luftalarm i Riyadh, siden kampe igen er blusset op i nabolandet Yemen.
Ifølge AFP blev der udsendt en luftalarm omkring klokken 3 om natten.
Reuters skriver, at man kunne høre brag, inden luftalarmen blev afblæst.
Houthibevægelsen i Yemen har i denne måned igangsat en lynoffensiv, som betyder, at den har opnået kontrol med store landområder i det krigsramte land.
Yemens internationalt anerkendte regering, som støttes af Saudi-Arabien, har haft svært ved at komme med et modsvar.
Ifølge AFP har en række saudiske luftangreb imod houthierne heller ikke været nok til at bremse bevægelsens fremdrift.
Krigen i Yemen begyndte i 2014, da houthierne indtog hovedstaden Sanaa.
Saudi-Arabien gik for første gang ind i krigen i 2015.
I 2022 blev der indgået en skrøbelig våbenhvile, men den kollapsede i juli.
Det skete, efter at houthibevægelsen, som er støttet af Iran, trodsede den saudiske regerings kontrol med Yemens luftrum og tillod, at et iransk fly kunne lande i landet.
Den saudiske regering har ifølge AFP ikke kommenteret nattens luftalarm, eller hvor truslen kom fra.
RITZAU
