Højrefløjsparti jagter sejr i flere tyske delstater
Tyskerne skal søndag stemme i Berlin og Mecklenburg-Vorpommern. AfD står til at gå frem i begge delstater.
Det højreorienterede parti Alternative für Deutschland (AfD) forsøger endnu en gang at hive de fleste stemmer hjem, når der søndag er delstatsvalg i hovedstaden Berlin og Mecklenburg-Vorpommern.For nylig fik det indvandrerkritiske parti et kanonvalg med næsten 44 procent af stemmerne ved delstatsvalget i Sachsen-Anhalt. Søndag forsøger AfD at hive nye sejre hjem i de to tyske delstater.
Selvom meningsmålingerne ikke peger i retning af samme jordskredssejr til AfD søndag, ventes partiet stadig at få en stor del af vælgernes kryds.
I den lille delstat Mecklenburg-Vorpommern, der har omkring 1,6 millioner indbyggere, ligger AfD i spidsen i meningsmålingerne.
Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa ventes AfD at få 37 procent af stemmerne i Mecklenburg-Vorpommern, mens centrum-venstre-partiet SPD står til 36 procent.
Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, og hans konservative CDU ser endnu en gang ud til at få et skidt delstatsvalg. CDU står til at få 6 procent af stemmerne i Mecklenburg-Vorpommern.
SPD's Manuela Schwesig er ministerpræsident i delstaten. Hun forsøger at stoppe AfD i endnu en valgsejr i det østlige Tyskland og beskylder AfD for at "skabe udbredt frygt med udtalelser om remigration og arbejdere med forskellige kulturelle baggrunde".
- Jeg synes, det er forfærdeligt, at mennesker, som arbejder her, yder deres bidrag og betaler deres skat og sociale bidrag, er bange og ikke føler sig trygge, sagde Manuela Schwesig i en tv-debat onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Meningsmålinger siger, at AfD er populært på grund af partiets stramme indvandringspolitik, og fordi det er mere i øjenhøjde med specielt østtyskerne.
I det østlige Tyskland føler mange sig kørt over af den økonomiske udvikling. De ønsker desuden mere fokus på tysk kultur og tyske værdier.
I Berlin skal tyskerne også i stemmeboksen søndag. Berlin har en koalitionsregering med CDU og SPD, men begge partier ligger til at gå tilbage, og i stedet går yderfløjene frem.
På venstrefløjen ligger Die Linke til 20 procent, nogenlunde det samme som CDU, som dermed vil gå markant tilbage. SPD ligger til 12 procent.
AfD stormer frem og forventes at få omkring 18 procent, skriver det tyske medie Deutsche Welle.
RITZAU
