Chiles ekspræsident trækker sig fra valgkamp om FN-toppost
Syv kandidater er fortsat med i kapløb om at blive FN's topchef. Ingen kvinde har hidtil siddet på posten.
Chiles tidligere præsident Michelle Bachelet har trukket sit kandidatur til posten som FN's næste generalsekretær.Det siger hun i en video offentliggjort på hendes sociale medier.
- Nogle vil måske mene, at tiden ikke var inde til et kandidatur som det, jeg ønskede at repræsentere. Jeg fortryder ikke, at jeg påtog mig denne store udfordring, siger hun.
Bachelet var Chiles første kvindelige statsleder. Hun mener, at hun har været med til at sætte gang i en debat om, at "den næste generalsekretær bør være en kvinde fra Latinamerika".
Fire kvinder og tre mænd er tilbage i kapløbet om at efterfølge den nuværende FN-chef, den 77-årige António Guterres fra Portugal, hvis anden femårige periode udløber 31. december.
Bachelet dropper at gå efter FN-topposten, få uger efter at hun i en prøveafstemning endte som næstsidst blandt kandidaterne.
Indtil videre har FN's 15 medlemmer af Sikkerhedsrådet i tre uformelle afstemninger to gange placeret Costa Ricas tidligere vicepræsident Rebeca Grynspan øverst.
Guyanas tidligere udenrigsminister Carolyn Rodrigues-Birkett kom på førstepladsen i den tredje afstemning.
Bachelet blev oprindeligt nomineret til FN-topposten i februar sidste år af Chiles daværende præsident Gabriel Borics regering og fik støtte fra de venstreorienterede ledere i Mexico og Brasilien.
Men den 74-årige venstreorienterede Bachelets kandidatur mistede momentum, efter at Chiles nye leder, den højreorienterede præsident José Antonio Kast, trak sin støtte tilbage.
Ingen kvinde har stået i spidsen for FN i organisationens 80-årige historie. Kun én latinamerikaner har været FN's generalsekretær. Javier Pérez de Cuéllar fra Peru stod i spidsen for FN fra 1982 til 1991.
RITZAU/AFP
