Grønland er med i ny aftale for at give grønlænderne tryghed

UDLAND19. SEP 2026 • 13:13

Grønlændernes tryghed er primær grund til Grønlands deltagelse i ny aftale mellem USA, Danmark og Grønland.

Når en ny aftale mellem USA, Danmark og Grønland forventes at blive underskrevet i den kommende uge, er det primært trygheden for den grønlandske befolkning, som er grund til Grønlands deltagelse.

Det fortæller Grønlands minister for udenrigsanliggender, Múte B. Egede, til det grønlandske medie KNR.

- De sidste to år har på ingen måde været begivenhedsløse. Vi har oplevet mange ting, hvor usikkerheden om, hvorvidt vi kan blive ved med at være et land, har været fremtrædende, siger Múte B. Egede til mediet fredag.

Med den kommende aftale er der fra Naalakkersuisuts side grund til at være forhåbningsfulde, fortæller Múte B. Egede.

Ifølge ministeren har de sidste to år været udfordrende for den grønlandske befolkning, og mange mennesker har været utrygge for deres egen og landets fremtid.

Derfor har det ifølge ministeren været den grønlandske regerings største interesse, at befolkningen ikke skal være utryg omkring disse spørgsmål i en kommende aftale.

- Vi mener, at alle disse grundlæggende forudsætninger er til stede, så der kan indgås en aftale mellem os. Og det er netop grundlaget for, at vi nu er klar til at skrive under på en aftale, siger Múte B. Egede til KNR.

I aftalen afspejles yderligere det udgangspunkt, som Grønland har haft lige fra starten, understreger ministeren.

Grønlands position må anerkendes, lyder det.

- En aftale, der anerkender Grønlands position. Styrker samarbejdet mellem vores tre lande. En løsning, der er god for alle parter - og som styrker sikkerheden for USA, Grønland og hele den vestlige alliance, skrev ministeren på sociale medier tidligere fredag aften.

Detaljerne i aftalen er endnu ukendte.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har fredag selv meddelt, at en aftale er på trapperne, og at parterne er klar til at underskrive.

Trump har længe ytret et ønske om ejerskab af Grønland. Det ville han have for både national og international sikkerhed, hvor Grønlands placering spiller en afgørende rolle.

Ifølge Trump giver aftalen USA "permanent kontrol over sikkerhed og alle andre nødvendigheder i Grønland". Han tilføjede, at alle USA's bekymringer var blevet imødekommet.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT