Annekterede ukrainske regioner stemmer til russisk valg

UDLAND19. SEP 2026 • 14:33

Indbyggere i fire ukrainske regioner, som Rusland har annekteret, skal stemme til weekendens valg i Rusland.

Under det aktuelle parlamentsvalg i Rusland skal de dele af Ukraine, som Rusland har annekteret, for første gang være med til at stemme.

Det skriver nyhedsbureauet AP lørdag.

Der bliver afholdt valg i regionerne Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizjzja.

De ukrainske myndigheder stempler valget som ulovligt.

En sammenslutning af ni ukrainske menneskerettighedsorganisationer har opfordret indbyggerne i områderne til at holde sig væk fra valgstederne.

- Rusland bruger dets valg til at legitimere annektering af ukrainske territorier, skriver de i en erklæring ifølge AP.

Rusland annekterede de fire regioner i september 2022, men de har ikke fuld kontrol over områderne.

Violeta Artemchuk, koordinator for menneskerettighedsgruppen Donbas SOS, er en del af erklæringen. Hun siger til AP, at det russiske militær går fra dør til dør for at få folk til at stemme.

Internationale stemmer tager også afstand til valget. I en udtalelse fredag den 18. september udtalte den østrigske talsperson for EU-Kommissionen Christian Wigand sig om det russiske valg.

- Disse såkaldte valg udgør endnu en åbenlys overtrædelse af international lov. Den Europæiske Union anerkender ikke og vil aldrig anerkende hverken afholdelsen af disse såkaldte valg i midlertidigt besatte områder af Ukraine eller deres resultater, siger han.

Desuden har Norges udenrigsminister, Espen Barth Eide, også været ude og fordømme de russiske valg på ukrainsk territorium.

- Det er en grov krænkelse af Ukraines suverænitet og uafhængighed, skriver han til NTB.

Det er Ruslands første valg til parlamentet, siden landet sendte soldater ind i Ukraine i februar 2022.

Kun partier, der støtter Putin og Kremls invasion, har fået lov til at stille op.

Der skal vælges 450 medlemmer til parlamentet, og det forventes, at Vladimir Putins parti Forenet Rusland vil vinde med stort flertal.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT