USA's højesteret afviser at udsætte dom i Trumps tys-tys-sag

10. JAN 2025 • 02:24UDLAND

Med afgørelse fra højesteret ventes der at falde dom i sagen mod Trump om bogføring af tys-tys-penge fredag.

USA's højesteret har afvist den kommende amerikanske præsident Donald Trumps forsøg på at udskyde strafudmålingen i sagen om udbetaling af tys-tys-penge.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der falder efter planen dom i sagen fredag formiddag amerikansk tid.

Dommeren i sagen, Juan Merchan, sagde i sidste uge, at han ikke er tilbøjelig til at idømme Trump fængsel, men vil tildele ham en ubetinget løsladelse.

Det betyder, at Trump får en plet på straffeattesten, men at han ikke skal afsone straffen.

USA's kommende præsident har gjort flere forsøg på at få sagen sat på pause. De er alle blevet afvist.

Trump har kommenteret sagen på sit eget sociale medie, Truth Social. Her udtrykker han sin skuffelse.

- Det her er intet andet end en militarisering af vores juridiske system mod en politisk modstander.

- For præsidentembedets skyld vil jeg appellere sagen, og jeg er sikker på, at retfærdigheden vil ske fyldest, lyder det.

Han kalder desuden afgørelsen for en "heksejagt".

Det er uklart, hvordan Trump vil appellere afgørelsen, som er truffet ved USA's øverste retsinstans.

I maj sidste år blev han kendt skyldig i 34 anklagepunkter i sagen.

Ifølge kendelsen betalte han i 2016 130.000 dollar til den tidligere pornoskuespiller Stormy Daniels for at få hende til at tie om en påstået affære mellem hende og Trump.

Det var ikke i sig selv ulovligt. Men efterfølgende bogførte Trump beløbet som en kampagneudgift i forbindelse med præsidentvalgkampen, og det er denne bogføring, der overtrådte amerikansk lovgivning.

Anklagerne i sagen hævder, at betalingen var egnet til at forøge Trumps chancer ved præsidentvalget i 2016, hvor han slog demokraten Hillary Clinton.

Trumps advokater hævder modsat, at Trump som kommende præsident er immun over for retsforfølgelse i perioden mellem valgsejren ved præsidentvalget i november og hans indsættelse 20. januar.

I december afviste dommer Juan Merchan dette argument. Ifølge Merchan handlede sagen om tys-tys-penge om Trumps personlige adfærd - ikke hans virke som præsident.

Trump nægter sig skyldig i sagen. Han nægter desuden at have haft et forhold til Daniels.

Han er den første tidligere amerikanske præsident til at blive retsforfulgt. Han er også den første tidligere præsident, der er blevet dømt for en forbrydelse.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT