Cocktail af øget købekraft og rentefald løftede boligpriser i 2024
I 2024 steg huspriserne i gennemsnit med 5,2 procent, mens lejlighedspriserne steg med 7 procent på landsplan.
Landets ejendomsmæglere har det seneste år jongleret med lidt højere beløb ved salg og køb af boliger.Det viser de seneste tal fra Boligsiden, hvor det fremgår, at boligpriserne steg endnu en gang i december, når der tages højde for sæson.
I 2024 steg huspriserne i gennemsnit med 5,2 procent, mens lejlighedspriserne steg med 7 procent på landsplan.
Dermed har der været prisstigninger over hele landet i hele året, der er gået, og boligmarkedet slutter dermed 2024 stærkt af.
Det mener både cheføkonom ved Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre og privatøkonom ved Danske Bank Louise Aggerstrøm.
- Det har simpelthen været et år for boligmarkedet med medvind på cykelstien. En medvind som er leveret af rentefald, et hammerstærkt arbejdsmarked og øget købekraft hos mange danskere med pæne lønstigninger og lav inflation, skriver Jeppe Juul Borre i en kommentar.
Louise Aggerstrøm bider særligt mærke i prisudviklingen på lejligheder det seneste år.
Hun påpeger, at salget af lejligheder i København i 2024 startede på gyngende grund, da stigende boligskatter gjorde det mærkbart dyrere for købere efter nytåret.
- Allerede i foråret lod den effekt dog til at være forsvundet, og siden da er priserne bare fortsat op. Lejlighedspriserne – både i hovedstaden og på landsplan – nåede i løbet af året over niveauet fra toppen i 2022, skriver hun i en kommentar.
Huspriserne steg i samtlige 12 måneder af sidste år og er millimeter fra ny rekord.
Prisstigningerne gennem 2024 betyder, at et hus på 140 kvadratmeter er steget med 120.000 kroner det seneste år.
Samtidig er en lejlighed på 80 kvadratmeter steget med 190.000 kroner i gennemsnit.
- Der er stor forskel danskerne imellem, for hvordan prisstigningerne opleves. Mens det for mange boligejere er en gevinst i form af pæn stigning i friværdien, så er det til forskel fra boligkøbere, som står overfor en højere pris i forbindelse med boligkøbet, skriver Jeppe Juul Borre.
Og der er formentlig flere prisstigninger i vente på boligmarkedet i 2025, lyder forventningen fra cheføkonomen.
/ritzau/