Tyskland registrerer smitsom virus i bøfler nær Berlin

10. JAN 2025 • 14:09UDLAND

For første gang i 37 år er Tyskland blevet ramt af tre tilfælde af mund- og klovsyge i husdyrbesætninger.

Tyskland har fredag registreret de første tilfælde af mund- og klovsyge i husdyrbesætninger siden 1988.

Det bekræfter tyske myndigheder ifølge nyhedsbureauerne dpa, Reuters og AFP.

Smitten er fundet i tre bøfler på en gård uden for Berlin. Det oplyser talsmand for landbrugsministeriet Michael Hauck til AFP.

For at undgå spredning af smitten til nærliggende gårde og hindre, at situationen kommer ud af kontrol, er der lavet en sikkerhedszone på tre kilometer omkring gården.

Derudover overvåges der i en zone på ti kilometer omkring gården.

Mund- og klovsyge er en yderst smitsom virus, der ikke er farlig for mennesker. Den kan sprede sig blandt klovdyr som køer og grise og blandt drøvtyggere som får og geder.

Symptomerne inkluderer feber og blærer i mundhulen og på tungen.

Avisen Bild beretter, at de tre bøfler var døde, og at de var en del af en besætning på i alt 11 bøfler.

De resterende otte bøfler vil blive aflivet, skriver avisen.

Der har tidligere været udbrud af mund- og klovsyge i Europa. I 2011 blev hundredvis af dyr aflivet i Bulgarien, skriver AFP.

I 2007 var Storbritannien ramt af et endnu større udbrud, hvor mere end 2000 dyr måtte lade livet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT