Jobskabelsen i USA overgår forventningerne
Der er godt gang i økonomien i USA. I december blev der skabt 256.000 job uden for landbruget.
Antallet af job uden for landbruget i USA voksede i december med 256.000, oplyser USA's beskæftigelsesministerium.Forventningen blandt økonomer var, at der ville blive skabt 165.000 nye job.
Arbejdsløsheden faldt med 0,1 procentpoint til 4,1 procent.
Det er anden måned i træk, at jobskabelsen i USA overgår økonomernes forventninger.
I november blev der skabt 212.000 job uden for landbruget.
Jobskabelsen uden for landbruget i USA omtales ofte som kongetallet.
Tallet får stor opmærksomhed fra økonomer. Det skyldes, at det kan ses som en strømpil for verdensøkonomien.
USA er verdens største økonomi, og udviklingen i landet påvirker derfor i høj grad økonomien i resten af verden.
Cheføkonom hos Sydbank Søren Kristensen kalder decembertallene for en "brølstærk rapport" fra det amerikanske arbejdsmarked.
- Det markerer afslutningen på et år, hvor arbejdsmarkedet på trods af en generel opbremsning alligevel har været stærkt. Vi ser endda ind i en mindre acceleration her i slutningen af 2024.
- Det åbner spørgsmålet for, om det igen er ved at gå lidt for stærkt i amerikansk økonomi, hvor man med rette kan være bekymret for en mindre overophedning, skriver han i en kommentar.
Forventningen er derfor, at den amerikanske centralbank (Fed) senere på måneden vil undlade at sætte renten ned. Det har de ellers gjort på de seneste rentemøder.
I september sænkede Fed den amerikanske rente for første gang siden marts 2020. Yderligere rentenedsættelser fulgte i november og december.
Cheføkonom hos brancheorganisationen Dansk Erhverv Tore Stramer skriver i en kommentar, at han tror på, at Fed vil "holde rentekrudtet tørt og se tiden an".
- Ikke mindst med tanke på, at Donald Trump formentligt kommer til at føre en både ekspansiv og inflationsskabende politik i både 2025 og 2026, skriver Stramer med henvisning til USA's kommende præsident, Donald Trump, der overtager embedet om ti dage.
Nykredits chefstrateg Frederik Engholm peger på, at Trumps indtog i Det Hvide Hus ikke nødvendigvis vil give anledning til markant højere jobvækst.
- Skattelettelser kan godt nok give økonomien et skub opad, men gør Trump alvor af trusler om toldforhøjelserne, så trækker det den anden vej.
- Sender han tilmed en masse immigranter ud af USA, så kan man ligefrem se jobvæksten dale betydeligt på grund af mangel på arbejdskraft, lyder det i en kommentar.
Frederik Engholm peger på, at Trumps til tider uforudsigelige politiske armbevægelser er årsagen til, at Fed lægger op til mere forsigtig tilgang til ændringer.
- Den (banken, red.) har simpelthen ikke klarhed over, hvad det er for en økonomi, den står over for.
/ritzau/