Putin vil mødes med Trump om Ukraine-krigen
Vladimir Putin vil tale med Donald Trump uden forbehold om Ruslands krig i Ukraine, siger talsmand.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, melder sig igen parat til at tale med USA's kommende præsident, Donald Trump, om krigen i Ukraine.Det oplyser talsmand for det russiske præsidentkontor Dmitrij Peskov ifølge AFP.
- Præsidenten har gentagne gange sagt, at han er åben for at tale med internationale ledere - blandt dem USA's præsident og også Donald Trump, siger Dmitrij Peskov.
Putin har ingen forbehold, når det kommer til et møde med Trump, lyder det videre.
- Der er ingen forbehold. Det eneste krav er, at der er et gensidigt ønske og politisk vilje til at løse problemerne gennem dialog, siger talsmanden.
Meldingen fra det russiske præsidentkontor kommer, efter at Trump natten til fredag dansk tid på et møde i Mar-A-Lago i Florida udtalte, at der er ved at blive arrangeret et møde mellem ham og Putin.
Trump har tidligere udtalt, at han hurtigt kan få finde en løsning, så Ruslands næsten tre år lange krig i Ukraine kan blive stoppet.
- Han vil gerne mødes, og vi får det sat op, sagde Donald Trump om et møde med Ruslands præsident.
- Præsident Putin har sagt, at han vil mødes. Det har han sagt offentligt. Vi skal have bragt den krig til ende.
Ukraine forventer også, at der hurtigt bliver sat et møde i stand mellem præsident Volodymyr Zelenskyj og Donald Trump. Det oplyser Ukraines udenrigsministerium fredag.
- Vi venter et møde mellem vores præsidenter, for det vigtigste for os er at arbejde sammen med USA, siger en talsmand.
Republikaneren Trump overtager præsidentposten 20. januar fra demokraten Joe Biden.
Sidste års valgsejr til Trump, der også var USA's præsident fra 2017-2021, har sat gang i et håb om, at der kan findes en diplomatisk løsning på den krig, der udbrød, efter at Rusland i februar 2022 invaderede Ukraine.
Det har dog også skabt frygt i Ukraine, hvor man er bange for, at en fredsaftale vil koste landet dyrt.
Rådgivere for Trump har tidligere luftet idéen om stoppe krigen ved at bede Ukraine om at afgive store dele af landet til Rusland.
Siden invasionen af Ukraine har USA med Biden i spidsen sendt støtte for mere end 175 milliarder dollar - omkring 1270 milliarder kroner - til Ukraine.
Det er dog usikkert, hvorvidt støtten vil fortsætte under Trump.
/ritzau/