Vallys hylder ny Brøndby-træner: Hans bryst er højt

10. JAN 2025 • 16:07SPORT

Nicolai Vallys påskønner træner Frederik Birks selvtillid, autoritet og måden, han vil spille fodbold på.

Brøndby-profilen Nicolai Vallys lægger ikke skjul på, at han er godt tilfreds med, at Frederik Birk har fået jobbet som permanent træner i Brøndby.

Vallys kalder den tidligere assistenttræner for et oplagt valg.

- Alle kan mærke måden, han er på udadtil, han er en naturlig leder og har fuld opbakning fra truppen. Han havde en kæmpe rolle som assistent. Han har ikke meget erfaring som cheftræner, men det er ikke til at mærke.

- Han har meget stor autoritet og er dygtig til at tale til gruppen. Hans bryst er højt, og han tror på sig selv og sin retning, og der er ikke noget, der lader til at påvirke ham, siger Nicolai Vallys.

Frederik Birk stod i spidsen for Brøndby i to kampe, da Jesper Sørensen i efteråret afsonede karantæne, og i årets sidste kamp førte Birk Brøndby til pokalavancement med 4-2 over AGF, efter at Sørensen var blevet fyret.

- Jeg går ud fra, at kampen mod AGF er billedet på, hvordan vi skal spille. Hele truppen kunne mærke, hvilken retning han ville i.

- Hans måde at se på fodbold på passer mig godt, både systemet og min position. Det kunne man nok se. Det betyder noget for mig, siger Vallys med henvisning til kampen, hvor han sprudlede med både mål og assist.

Også anfører Jacob Rasmussen ser trænervalget som en "god løsning".

- Han er meget energisk, har meget klare principper og en klar måde at ville spille fodbold på. Overall virker hele truppen glad for valget, siger Jacob Rasmussen.

Han blev ikke taget med på råd, da den nye træner skulle udpeges.

- Det blev jeg ikke spurgt ind til, det skal jeg ikke bestemme. Jeg tror godt, at folk ved, hvad jeg tænker om ham, så det var ikke nødvendigt.

Anføreren glæder sig over, at der nu både er fundet en ny træner samt en ny fodbolddirektør i skikkelse af Benjamin Schmedes.

- Det siger sig selv, at det er rart at få ro på. Nu kan vi alle arbejde i samme retning.

Brøndby er på træningslejr i Portugal fra 28. januar til 8. februar. Forårssæsonen skydes i gang med superligakampen hjemme mod Viborg 14. februar.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT