Tyskland lover øget militærhjælp til Ukraine efter forsvarsmøde
Krigen i Ukraine har fået international dimension, siger Pistorius på møde, hvor USA under Trump blev drøftet.
Europæerne vil øge den militære støtte til Ukraine, siger Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius, mandag efter et møde med sine kolleger fra Polen, Storbritannien, Frankrig og Italien.De drøftede, hvordan Europa kan styrke indsatsen på forsvarsområdet, når Donald Trump er på vej tilbage til Det Hvide Hus.
- Vores mål må være at sætte Ukraine i stand til at handle ud fra en styrkeposition, sagde Boris Pistorius efter mødet.
Pistorius siger videre, at krigen i Ukraine ikke længere er en regional konflikt, men at den nu har "antaget en international dimension", skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Det henviser til, at der nu menes at være mindst 10.000 nordkoreanske soldater i Rusland.
Også Ruslands angreb mod Ukraine med et nyt mellemdistancemissil blev drøftet på mødet, siger Pistorius.
Han var vært for mødet i Berlin med de fem førende nationer inden for europæisk forsvar.
Valget af Trump, der har været meget kritisk over for at give milliarder af dollar i militærstøtte til Ukraine, øger presset på Europa for at påtage sig et større ansvar, hvis USA skruer ned for støtten fremover.
Den polske forsvarsminister, Wladyslaw Kosiniak-Kamysz, bakker op om Pistorius' løfte om mere europæisk hjælp til Ukraine, der er Polens naboland.
- Europa skal koordinere sin indsats bedre, harmonisere sin handlinger og sigte højere for også at kunne være en god partner for USA, siger han.
Det handler ikke kun om Ukraines sikkerhed, men også om resten af Europas, påpeger han.
- Uden højere udgifter og uden bevidsthed i alle europæiske samfund om de tider, vi lever i, betyder det hele ingenting, siger den polske minister.
/ritzau/