Georgiens opposition boykotter første samling i nyt parlament

25. NOV 2024 • 20:54UDLAND

I Tbilisi var der demonstrationer, da regeringspartiet indtog parlamentet for første gang siden omstridt valg.

Regeringspartiet Georgisk Drøm var alene i landets parlament, da det mandag samledes for første gang siden et omstridt valg i oktober.

Georgiens proeuropæiske præsident, Salome Zurabisjvili, og den provestlige opposition var ikke at finde i parlamentsbygningen i hovedstaden Tbilisi.

De nægter at anerkende de officielle resultater og siger, at valget var præget af fusk.

Allerede efter valget 26. oktober erklærede de nyvalgte parlamentarikere fra oppositionen, at de ikke ville indtage deres pladser.

Det officielle resultat fra landets valgkommission viser, at Georgisk Drøm har fået omkring 54 procent af stemmerne.

Medlemmerne af regeringspartiet, som var til stede ved den første samling, har genvalgt Sjalva Papuasjvili som parlamentsformand. De har også valgt næstformænd og udvalgsformænd.

Partiets stifter, milliardæren Bidzina Ivanisjvili, som har tjent sin formue i Rusland, var også til stede.

Imens var der demonstrationer uden for bygningen.

Siden valget har folk næsten dagligt protesteret mod det officielle valgresultat, især i Tbilisi.

For nylig er færre mennesker dog gået på gaden.

Tirsdag brugte politiet vold, da det skulle opløse en protestlejr.

Ud over resultatet er også den første parlamentssamling omstridt.

Ifølge flere advokater i Georgien må parlamentet ikke mødes, før forfatningsdomstolen har truffet afgørelse om præsident Zurabisjvilis klage over valgresultatet.

På det sociale medie X skrev Zurabisjvili søndag, at samlingen var forfatningsstridig, idet "massiv valgsvindel har undergravet dens legitimitet".

Georgiske og internationale observatører har meddelt, at der var talrige alvorlige uregelmæssigheder ved sidste måneds valg.

Georgiens EU-tiltrædelsesproces er i øjeblikket sat på pause, idet EU ser valget som et yderligere tilbageskridt for landet.

/ritzau/dpa

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT