Tusinder demonstrerer for Gaza i Frankfurt efter omstødt forbud

31. AUG 2025 • 03:37UDLAND

Myndigheder i Frankfurt forsøgte at forbyde Gaza-demonstration med henvisning til mulig antisemitisme.

Over 10.000 mennesker samlede sig lørdag i Frankfurt til en propalæstinensisk demonstration, efter at en domstol havde omstødt et forbud mod den.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Ifølge tysk politi mødte omkring 11.000 deltagere op ved demonstrationens startsted i Hafenpark.

Det er langt flere end de oprindeligt 5000 tilmeldte.

Demonstranterne bar palæstinensiske flag og råbte slogans som "Frihed til Palæstina" og "From the river to the sea - Palestine will be free".

Det sidstnævnte har været genstand for juridiske kontroverser i Tyskland.

Udtrykket henviser til Jordanfloden og Middelhavet. Mellem de to vandmasser ligger det område, som i dag udgøres af Israel og de palæstinensiske områder.

Kritikere af sloganet har sagt, at det lægger op til, at staten Israel skal nedlægges.

I flere tyske byer er demonstranter blevet retsforfulgt for at bruge udtrykket.

Men i flere tilfælde har domstole frikendt dem.

Demonstrationen i Frankfurt havde navnet United4Gaza - Stop the Genocide Now.

De lokale myndigheder havde før demonstrationen forsøgt at indføre et forbud mod den. Det skete med henvisning til, at der potentielt kunne være tale om en antisemitisk forsamling.

Fra myndighederne lød det også, at man er bekymret for tiltagende spændinger mellem propalæstinensiske og proisraelske aktivister.

Men arrangørerne gik rettens vej og fik torsdag medhold.

Domstolen i Frankfurt mente, at forbuddet ikke var rimeligt i lyset af politiets nuværende risikovurdering. Et forbud kræver, at forsamlingen udgør en direkte fare for den offentlige sikkerhed, lød det fra retten.

Politiet havde alligevel forberedt sig på, at demonstrationen kunne udvikle sig i en voldelig retning, skriver Bild.

Ved en jødisk kirkegård og byens jødiske museum var der opstillet barrikader, og politiet stod klar med vandkanoner, da demonstranternes optog bevægede sig forbi.

Demonstrationen endte dog med at forløbe fredeligt overordnet set, har politiet efterfølgende konkluderet. Det skriver det tyske medie Bild.

- Individuelle deltagere begik kriminelle handlinger. Herunder er der mistanke om opfordring til had, billigelse af kriminalitet og brug af symboler fra organisationer, der er i strid med forfatningen, lyder det i en udtalelse fra politiet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT