Trump støtter Waltz efter sikkerhedsbrøler: Han er en god mand

25. MAR 2025 • 15:26UDLAND

Mens demokrater kræver undersøgelse af efterretningslæk til journalist, taler Trump alvoren ned.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, støtter sin nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz.

Det udtaler præsidenten i et telefoninterview tirsdag med mediet NBC News, efter at en journalist ved en fejl blev indlemmet i en gruppechat, hvor topfolk fra præsident Donald Trumps administration drøftede et forestående angreb i Yemen.

- Michael Waltz har lært en lektie, og han er en god mand, siger Trump.

Det var journalisten Jeffrey Goldberg, der er chefredaktør på det amerikanske medie The Atlantic, som ved en fejl blev en del af chatgruppen.

Goldberg har forklaret, at han fik en anmodning om at blive forbundet med en bruger ved navn Mike Waltz på tjenesten Signal og senere blev en del af chatgruppen.

I chatgruppen informerede USA's forsvarsminister, Pete Hegseth, om den forestående militæraktion.

Trump siger til NBC News, at det slet ikke havde "nogen indvirkning" på angrebet i Yemen, at Goldberg blev indlemmet i chatten.

Den amerikanske præsident omtaler situationen som "det eneste tekniske problem i to måneder, og det viste sig ikke at være et alvorligt et".

Også talspersonen for Det Hvide Hus, Karoline Leavitt, understreger tirsdag i et opslag på X, at præsidenten fortsat stoler på Waltz efter hændelsen.

- Historier, der påstår andet, er drevet af anonyme kilder, som tydeligvis ikke taler med præsidenten, og er skrevet af journalister, der er tørster efter et scoop, skriver hun.

Leavitt understreger ligeledes på X, at ingen krigsplaner blev diskuteret, og at intet klassificeret materiale blev sendt i chatgruppen.

Lederen af det demokratiske mindretal i Senatet, Chuck Schumer, har kaldt hændelsen "en af de mest lamslående læk af militære efterretninger, jeg har læst om". Han kræver en undersøgelse.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT