Pligtsejr genskaber Odenses forspring i håndboldligaen

5. JAN 2025 • 17:34SPORT

Odense Håndbold havde som ventet ikke de store problemer med Aarhus, der fortsætter sin sløje stime.

11 kampe og 11 sejre står der nu ud for Odense Håndbold i toppen af kvindernes håndboldliga.

I egen hal havde fynboerne som ventet ikke de store problemer med at besejre Aarhus Håndbold, der blev slået 28-19 efter 14-11 ved pausen.

Dermed er der igen to points afstand fra Odense og ned til Team Esbjergs regerende mestre i tabellen. Esbjerg besejrede lørdag ligaens nummer tre, Ikast Håndbold.

Alt andet end en Odense-sejr havde også været en massiv overraskelse. De ambitiøse aarhusianere har foreløbig haft en skuffende sæson med blot to sejre.

Træner Jeppe Vestergaards tropper har hentet sølle et point i de seneste seks kampe, men har trods alt stadig kun to point op til ottendepladsen, der udløser den sidste plads i slutspillet.

Nemmere blev det ikke af, at holdet måtte klare sig uden topscorer Line Berggren Larsen, men gæsterne kom dog udmærket igen efter en sløj start, hvor Odense scorede kampens fire første mål.

Generelt blev der brændt for meget på Odenses storspillende målvogter Yara Ten Holte, som sluttede kampen med en redningsprocent på 48.

I den anden ende leverede 43-årige Sabine Englert 15 redninger, men det rakte ikke mod det stærkt besatte hjemmehold.

Aarhus sluttede første halvleg godt, men forpurrede de spinkle chancer for en overraskelse ved at indlede anden omgang med kun at score et mål i de første otte minutter.

De mange afbrændere gav Odenses hurtige fløjspillere fine arbejdsbetingelser. Andrea Aagot scorede fem mål efter pausen og delte sit holds topscorerværdighed med Ragnhild Dahl.

Anna Berger Wierzba nettede syv gange for gæsterne.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT