Stærk Odense-start sikrer vigtig udesejr over Herlev

5. JAN 2025 • 15:56SPORT

Tre mål i første periode dannede grobund for Odense Bulldogs sejr søndag over Herlev Eagles i Metal Ligaen.

Syv effektive minutter i første periode var nok for ishockeyholdet Odense Bulldogs, der søndag vandt 4-3 på udebane over Herlev Eagles i Metal Ligaen.

De fynske gæster sendte pucken i nettet tre gange fra minut 10 til 17 i første periode, og selv om Herlev efterfølgende viste god moral og fightede sig tilbage, holdt Odense til sidst stand.

Odenses fremragende periode blev skudt i gang, da Jeppe Jul Korsgaard i det tiende minut skrabede en løs puck i Herlev-målet.

Få minutter senere øgede Luka Burzan gæsternes føring, inden Simon Schleicher afsluttede den gode periode ved at sende pucken i nettet efter et fornemt oplæg fra Burzan.

I sidste minut af første periode fik Herlev skudt lidt selvtillid tilbage i holdet, da Lukas Lundvald færdiggjorde en omstilling.

Den svenske back Anton Johansson skød halvvejs i anden periode for alvor spændingen tilbage i opgøret, da han fra distancen sendte pucken op i nettaget.

Det svarede fynboerne dog hurtigt igen på. Få minutter senere øgede Markus Oden gæsternes føring, da han satte sidste stav på en kynisk Odense-omstilling efter et Herlev-pucktab.

Værterne viste god moral, og ti minutter før tid tog Anton Johansson igen chancen langt ude fra og reducerede til 3-4.

Derfra trykkede Herlev på for udligningen, men Odense stod imod i slutminutterne, hvor Herlev satsede og hev målmanden ud.

Med sejren cementerer Odense andenpladsen bag det suveræne førerhold, Herning Blue Fox. Herlev ligger nummer fire - fem point bag Odense.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT