Trump forlænger pause for angreb på iranske kraftværk ind i april

26. MAR 2026 • 22:05UDLAND

Den iranske regering har ifølge Trump anmodet om en forlængelse af pausen for angreb på iranske kraftværker.

USA's præsident, Donald Trump, forlænger pausen for angreb på iranske kraftværker.

Det skriver han i et opslag på sit sociale medie Truth Social torsdag aften dansk tid.

Ifølge Trump har den iranske regering anmodet om en forlængelse af fristen.

Dermed vil USA ikke angribe kraftværkerne frem til mandag 6. april klokken 20.00 lokal tid. Det er i Danmark 7. april klokken 02.00.

- Forhandlingerne (med Iran, red.) er i gang, og på trods af fejlagtige udtalelser om det modsatte fra de såkaldte fake news-medier og andre går de rigtig godt, skriver Trump i opslaget.

Det er anden gang, at Trump sætter angrebene på iranske kraftværker på pause.

Mandag meddelte han ligeledes på Truth Social, at han ville udsætte angrebene på kraftværkerne i fem dage.

Iran har endnu ikke kommenteret den nye melding fra den amerikanske præsident. Iranske talspersoner har hidtil afvist, at der skulle være direkte forhandlinger i gang mellem de to lande.

Natten til onsdag sagde Trump, at iranske embedsmænd gerne vil indgå en aftale om fred, men ikke tør at give udtryk for det af frygt for at blive dræbt.

Det sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP under en årlig middag for republikanske medlemmer af Kongressen.

- De er forresten med i forhandlingerne, og de vil så gerne lave en aftale. Men de tør ikke at sige det, fordi de tænker, at deres egne folk vil slå dem ihjel.

- De er også bange for, at vi slår dem ihjel, sagde præsidenten.

Senere samme dag afviste Iran, at landet skulle være i forhandlinger med USA.

- Er jeres interne konflikts niveau nået til det punkt, hvor I forhandler med jer selv, lød det fra Ebrahim Zolfaghari, der er talsperson for landets primære militære kommando ifølge BBC.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT