Dommer afviser at droppe retssag mod Maduro i USA
På trods af stridigheder om betaling af Maduros forsvarsadvokater vil dommer fortsætte retssag i USA.
En amerikansk dommer siger, at han ikke vil afvise narko-retssag mod Venezuelas afsatte præsident, Nicolás Maduro, på trods af et stridspunkt om betaling af advokatudgifter.Det skriver CNN torsdag, hvor Maduro for anden gang er i retten.
- Jeg vil ikke afvise sagen, siger den amerikanske distriktsdommer Alvin Hellerstein under retsmødet.
Maduros advokater havde bedt Hellerstein om at droppe sagen, fordi amerikanske myndigheder ikke har tilladt den venezuelanske regering at betale for advokaterne.
På grund af amerikanske sanktioner mod regeringen i Venezuela kan regeringen ikke betale advokatregningen.
Også Maduros hustru, Cilia Flores, er tiltalt i sagen.
Begge har de siddet fængslet i over to måneder, efter at amerikanske styrker tog dem til fange under en militæraktion i januar og fløj dem til New York.
Parret er anklaget for såkaldt "narkoterrorisme". Begge nægter sig skyldige.
Anklagerne mod parret drejer sig blandt andet om sammensværgelse om import af kokain og besiddelse af våben.
Ifølge parrets forsvarsadvokater har parret ikke råd til advokathjælpen, hvis ikke regeringen betaler for dem. Det siger advokaterne under retsmødet torsdag, skriver Reuters.
Forsvarsadvokaterne mener, at parrets manglende mulighed for at få finansiering fra Venezuela går imod den amerikanske forfatning og retten til selv at vælge sin advokat.
Anklagerne i sagen mener dog, at parret kan få tildelt offentlige forsvarer, hvis de ikke har råd til deres egne advokater, skriver Reuters.
Da Maduro i januar for første gang var for en amerikansk domstol, holdt han en flere minutter lang tale. Her sagde han, at han stadig var præsident for Venezuela på trods af at være blevet taget til fange.
Ifølge BBC er stemningen i retten anderledes torsdag, hvor både Maduro og Flores sad stille i deres fængselsdragter.
På trods af at den 92-årige dommer ikke vil afvise sagen, antydede han ifølge BBC, at parret bør få lov til at bruge venezuelanske statsmidler til at betale for advokathjælpen, da sagen "ligger udover det normale".
Ifølge CNN vil dommeren "snart" komme med en afgørelse i det spørgsmål.
USA's præsident, Donald Trump, sagde torsdag under et kabinetsmøde, at USA vil rejse yderligere sigtelser mod Nicolás Maduro.
Trump uddybede dog ikke, hvilke sigtelser der er tale om, eller hvornår det potentielt vil ske.
/ritzau/
