Arsenal-hattrick hjælper Sverige videre til VM-skæbnekamp

26. MAR 2026 • 23:42SPORT

Italien vandt torsdag aften 2-0 over Nordirland i playoffkamp, mens Sverige i Spanien slog Ukraine 3-1.

VM-håbet lever fortsat for Italien og Sverige.

Ligesom Danmark spiller de to nationer playoffkampe om at komme med til sommerens VM i Canada, USA og Mexico, og både Italien og Sverige klarede torsdag aften første stik.

Sverige vandt særdeles sikkert 3-1 over Ukraine, og det var i høj grad takket være et hattrick fra Arsenals Viktor Gyökeres. Svenskerne møder tirsdag Polen hjemme i Stockholm i en direkte duel om VM-billetten.

På hjemmebane vandt italienerne 2-0 over Nordirland. Italien kan nu se frem til en udekamp mod Bosnien-Hercegovina, hvor vinderen kvalificerer sig til VM.

Newcastle-spilleren Sandro Tonali åbnede ti minutter inde i anden halvleg den italienske scoring. Tonali var først på en løs bold på kanten af feltet og sparkede den i kassen på førsteberøringen.

Ti minutter før tid lukkede Moise Kean opgøret med sin scoring til 2-0.

Hvor italienerne skulle vente til anden halvleg med at komme i front, sørgede Gyökeres allerede tidligt for en svensk føring.

Holdkammeraten Benjamin Nygren fandt med en perfekt og benhård aflevering Arsenal-angriberen, der blot skulle sætte foden på kuglen for at bringe svenskerne i front efter syv minutter.

Derfra overlod svenskerne initiativet til Ukraine, der dog ikke kunne bryde den svenske betondefensiv ned.

I stedet slog Gyökeres igen til i den anden ende lige efter pausen. Med en overlegen indersideafslutning fordoblede spydspidsen føringen.

Den sidste spænding blev punkteret, da Gyökeres et kvarter før tid scorede på et straffespark til 3-0. I kampens tillægstid sørgede Matviy Ponomarenko for, at ukrainerne ikke gik scoringsløse fra banen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT