Vanopslagh kalder debat for hysteri: Vi har jo rent drikkevand
I et interview foretaget før valgdagen kalder Alex Vanopslagh debat om drikkevand for "det rene hysteri".
Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, kalder debatten om rent drikkevand i valgkampen for "pjat".Det sker i et interview med Weekendavisen, som er foretaget før valgdagen tirsdag, men først udgivet torsdag aften.
- Det er jo det rene hysteri. Vi har jo rent drikkevand. Vi har ikke sydeuropæiske tilstande. Men det har jeg ikke haft modet til at sige, siger Vanopslagh til Weekendavisen.
Beskyttelsen af drikkevand rundt i landet endte med at blive et af valgets helt store temaer.
Mette Frederiksen kaldte det endda "valgets tale", at der skal passes på drikkevandet.
Hele den røde blok samt Moderaterne og De Konservative gik til valg på at indføre et nationalt sprøjteforbud over sårbare grundvandsdannende områder.
Modsat har eksempelvis Venstre ment, at udfordringerne skal løses inden for den grønne trepart og ved lokale sprøjteforbud.
Liberal Alliance har i valgkampen også peget på den grønne trepart som stedet, hvor problemet skal løses.
To uger inden valget rangerede Alex Vanopslagh rent drikkevand som den vigtigste prioritet, da han medvirkede i TV 2-programmet "Go' aften Live".
Her blev han bedt om at rangere seks vigtige politiske prioriteringer. Han kunne blandt andet vælge mellem en sænkelse af topskatten og militær oprustning.
- Teknisk set har vi jo rent drikkevand.
- Omvendt hvis man siger, at rent drikkevand ikke er vigtigt, så virker man jo fuldstændig vanvittig, og hvis vi havde en situation i Danmark, hvor man ikke kunne drikke drikkevandet, ville det jo være en klar førsteprioritet, lød det dengang fra partiformanden.
Prioriteringen vakte undren hos De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard.
- Jeg forstår godt, at Liberal Alliance på den måde har brug for at signalere, at de går op i rent drikkevand. Men det er bare ikke nok at signalere det, man er også nødt til at være villig til at tage de politiske skridt, der skal til, for så rent faktisk at sikre det, har hun sagt til Politiken.
/ritzau/
