To fra Islamisk Stat er dræbt i amerikansk luftangreb i Syrien
To med tilknytning til IS ville flytte en lastbil fyldt med våben, da luftangreb ramte, siger USA's militær.
USA har udført et luftangreb i Syrien, som har dræbt to personer med tilknytning til Islamisk Stat (IS) og såret én.Det oplyser USA's centralkommando (Centcom) på det sociale medie X.
Luftangrebet fandt sted i Dayr az Zawr-provinsen, som er et område, der tidligere blev kontrolleret af den syriske regering og Rusland.
Personerne, som Centcom omtaler som terrorister, var i gang med at flytte en lastbil fyldt med våben, da de blev ramt af luftangrebet.
- Luftangrebet er en del af Centcoms løbende indsats for at forstyrre og nedbryde terroristers forsøg på at planlægge, organisere og udføre angreb mod civile og militært personel fra USA, vores allierede i regionen og i verden, lyder det.
Den 8. december indtog oprørsgruppen Hayat Tahrir al-Sham (HTS) den syriske hovedstad, Damaskus, efter en lynoffensiv. Den førte til, at præsident Bashar al-Assad og hans familie flygtede til Rusland.
Siden Assads faldt har USA udtrykt bekymring for, at oprørsgruppen IS vil udnytte landets potentielt kaotiske tilstande til at generobre territorier.
Der er desuden blevet sat spørgsmålstegn ved, om oprørsgruppens leder, Ahmed al-Sharaa, vil udskrive valg og indføre demokrati.
HTS og al-Sharaa er på USA's terrorliste. Bevægelsen er udsprunget af al-Qaeda, der blandt andet er kendt for angrebet på World Trade Center i USA i 2001.
USA har haft en dusør på 10 millioner dollar på al-Sharaa, som også har været kendt under navnet Abu Mohammed al-Jolani.
Dusøren svarede til over 71 millioner kroner.
En delegation fra USA mødtes fredag med al-Sharaa for at diskutere Syriens fremtid. Det var det første officielle besøg i Syriens hovedstad, Damaskus, siden borgerkrigen i landet brød ud i 2011.
Mødet medførte en produktiv diskussion med HTS-lederen, lød det efterfølgende fra Barbara Leaf, som er en amerikansk topdiplomat i Mellemøsten.
Derfor besluttede man at fjerne dusøren. Barbara Leaf kommenterede ikke nærmere, at HTS er på USA's terrorliste.
/ritzau/