Endnu uvist om rumsonde har held med at komme helt tæt på Solen
Om få dage ventes der at komme signal fra rumsonde, der prøver at komme tættere på Solen end nogensinde før.
Tirsdag har et rumfartøj fra den amerikanske rumfartsorganisation Nasa forsøgt at flyve tættere på Solen end nogensinde før.Fartøjet "Parker Solar Probe" skulle tirsdag eftermiddag omkring klokken 13.00 dansk tid flyve gennem Solens atmosfære. Det er en tur, der er præget af enormt høje temperaturer og ekstrem stråling.
Først lørdag forventer forskere ifølge BBC at få signal fra rumsonden og dermed svar på, om den har klaret missionen.
Videnskabschef hos Nasa Nicola Fox siger til BBC, at Solen er blevet studeret i århundreder, men at man ikke oplever atmosfæren et sted, før man besøger det.
- Så vi kan ikke rigtig opleve vores stjernes atmosfære, medmindre vi flyver igennem den, lyder det.
Solen er den centrale stjerne i solsystemet og den stjerne, der er nærmest på Jorden.
Fartøjet blev sendt afsted i 2018 med kurs mod midten af vores solsystem.
Den er allerede fløjet forbi Solen 21 gange, skriver BBC. Den er stadig kommet nærmere, men forsøget juleaftensdag er rekord.
Når den er nærmest Solens overflade, sker det i en afstand på 3,8 millioner mil - svarende til 6,2 millioner kilometer.
Det lyder måske ikke som særlig tæt på. Men Nicola Fox fra Nasa sætter det i perspektiv over for BBC:
- Vi er 93 millioner mil (knap 150 millioner kilometer, red.) fra Solen. Så hvis jeg placerer Solen og Jorden med en meters afstand fra hinanden, er "Parker Solar Probe" fire centimeter fra Solen. Så det er tæt på.
Fartøjet er beskyttet af et 11,5 centimeter tykt skjold i kulfiberkomposit. Men da den skal udholde temperaturer på over 900 grader celsius, er taktikken at bevæge sig hurtigt ind og hurtigt ud, skriver BBC.
Faktisk vil rumsonden bevæge sig med en hastighed, der svarer til at flyve fra London til New York på under 30 sekunder.
Forskerne håber, at turen gennem Solens ydre atmosfære - kaldet koronaen - kan give svar på et mysterium.
- Solens overflade er omkring 6000 grader varm, men koronaen, denne spinkle ydre atmosfære, som kan ses ved solformørkelser, kan blive millioner af grader varm. Men den er længere væk fra Solen, forklarer Jenifer Millard, der er astronom ved Fifth Star Labs i Wales, til BBC og tilføjer:
- Så hvorfor bliver atmosfæren så varm?
Når teamet, som holder øje med fartøjet, modtager signal, vil de sende en sms med et grønt hjerte til videnskabschef Nicola Fox fra Nasa.
- Vi har virkelig designet det godt til at modstå de meget brutale omstændigheder. Det er et sejt, sejt lille rumfartøj, siger hun til mediet.
Forsøget juleaftensdag er et ud af tre rekordforsøg. De to næste er planlagt til henholdsvis 22. marts 2025 og 19. juni 2025, skriver nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/