Trump vil give Nordamerikas højeste bjerg tidligere navn tilbage
Bjerg i Alaska skal igen hedde Mount McKinley frem for det oprindelige folks navn, Denali, mener Donald Trump.
USA's kommende præsident, Donald Trump, vil omdøbe bjerget Denali, som er det højeste bjerg i Nordamerika.Det siger Donald Trump søndag på den årlige konference AmericaFest, som organiseres af den konservative organisation Turning Point.
Trump vil i stedet igen opkalde bjerget i Alaska efter USA's 25. præsident, William McKinley, som blev likvideret i 1901.
Dermed kaster den kommende præsident sig ind i en navnestrid, der har varet i flere årtier.
Bjerget hed officielt Mount McKinley, indtil tidligere præsident Barack Obama omdøbte det til Denali i 2015.
Denali, som betyder "den høje", er det navn, som den oprindelige befolkning i Alaska gav bjerget.
Siden 1975 har bjerget officielt heddet Denali i delstaten Alaska.
Bjerget fik navnet Mount McKinley i 1896, da en guldgraver udforskede området. Guldgraveren havde hørt, at McKinley var blevet valgt som Republikanernes præsidentkandidat.
William McKinley var USA's præsident fra 1897 og frem til sin død i 1901.
- De har taget hans navn væk fra Mount McKinley. Han var en fremragende præsident, siger Donald Trump søndag.
Trump tilføjer, at hans regeringen vil bringe navnet Mount KcKinley tilbage, fordi McKinley i Trumps optik "fortjener det".
Ifølge Det Hvide Hus' hjemmeside var det William McKinley, som ledte USA til sejr i den spansk-amerikanske krig i 1898. Krigen resulterede i, at USA fik kontrol over Filippinerne, Guam og Puerto Rico, mens Cuba blev selvstændigt.
William McKinley hævede som præsident også toldsatser, der skulle beskytte amerikansk industri.
Da det amerikanske indenrigsministerium i 2015 ændrede bjergets navn til Denali, hæftede ministeriet sig blandt andet ved, at McKinley aldrig havde besøgt bjerget og ikke havde nogen særlig historisk tilknytning til hverken bjerget eller Alaska.
Bjerget er over 20.000 fod højt, hvilket svarer til mere end 6,1 kilometer.
/ritzau/Reuters