Genvalgt præsident varsler barsk vinter uden gas i Moldova
For fire år siden lovede vi jer bedre tider. Men tiderne viste sig vanskelige, siger Maia Sandu til moldovere.
Med en russisk trussel om at lukke for gassen er Moldova på vej ind i det, der tegner til at blive en barsk vinter. Men landet vil overkomme udfordringerne.Det siger Moldovas genvalgte præsident, Maia Sandu, som tirsdag blev taget i ed til sin anden embedsperiode.
Rusland ventes at lukke for gassen til den tidligere sovjetrepublik 1. januar, når den nuværende kontrakt udløber.
Det kommende gasstop har fået regeringen i Moldova til at erklære nødtilstand.
- Det er ingen hemmelighed, at det bliver en barsk vinter. Men kære folk, vi kommer igennem det, siger Sandu.
- Vi er blevet afpresset med gas og nu med mørke, og det er ikke første gang. Men lyset vil vinde, og vi vil vinde.
I sin første periode på præsidentposten, der begyndte i 2020, satte Maia Sandu den politiske kurs stik i retning af EU og Nato.
Under hendes ledelse har Moldova bevæget sig væk fra Rusland.
- For fire år siden lovede vi jer bedre tider. Det var et oprigtigt løfte. Men tiderne viste sig at være vanskelige, siger hun i sin tale tirsdag med henvisning til den påvirkning, krigen i nabolandet Ukraine har haft på Moldova.
Sandu roser vælgerne for at have "stået imod presset" fra Rusland ved præsidentvalget i november, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Vi kan være stolte af, at vi trods udfordringerne har formået at være på den rigtige side af historien, siger hun videre i sin tiltrædelsestale.
- Vi har forsvaret demokratiet mod ydre trusler.
Sandu var oppe mod en prorussisk modkandidat, da hun blev genvalgt ved et langt tættere valg, end da hun første gang blev valgt til præsident i 2020.
Hun vandt valget i november med 55,33 procent af stemmerne i anden valgrunde. Men det skyldtes kun en massiv støtte fra moldovere bosat i udlandet.
Tæller man kun de stemmer med, der blev afgivet inden for Moldovas egne grænser, tabte Sandu valget med en lille margen.
Valget var præget af beskyldninger om russisk indblanding.
Myndighederne i Moldova melder om et højt niveau af blandt andet misinformation, køb af stemmer, dødstrusler og cyberangreb.
Regeringen i Moskva afviser at have blandet sig i valget.
/ritzau/AFP