12 medarbejdere døde i eksplosion på tyrkisk ammunitionsfabrik

24. DEC 2024 • 09:21UDLAND

Fabrik i det nordvestlige Tyrkiet er delvist kollapset efter en eksplosion. Dens årsag kendes ikke.

Mindst 12 mennesker er døde efter en eksplosion på en fabrik i det nordvestlige Tyrkiet.

Det oplyser den lokale guvernør, Ismail Ustaoglu.

- Ifølge de foreløbige oplysninger er 12 medarbejdere døde og fire er bragt til hospitalet med skader som følge af eksplosionen.

- Jeg ønsker Guds nåde for vores døde indbyggere og hurtig bedring for vores tilskadekomne, siger guvernøren.

De fire personer, der er bragt til hospitalet, er ikke kommet alvorligt til skade.

Fabrikken, der ligger nord for byen Balikesir, producerer blandt andet eksplosiver, ammunition og nødblus. De sælges både på det tyrkiske marked og internationalt.

Billeder fra stedet viser glasskår og metalskår fra eksplosionen, som skete klokken 08.25 lokal tid. En del af fabrikken er kollapset som følge af eksplosionen.

Vidner fortæller til lokale medier, at den kollapsede del ligner en slagmark.

Det står ikke klart, hvordan eksplosionen skete, siger indenrigsminister Ali Yerlikaya.

Han tilføjer, at myndighederne har udelukket sabotage.

- Vi prøver at finde ud af, hvad der er sket, siger Ali Yerlikaya.

Tyrkiske myndigheder har indledt en efterforskning. Lokale embedsmænd siger, at eksplosionen kan skyldes "tekniske årsager", men uddyber ikke hvad det betyder.

Tyrkiet har i de senere år øget sin produktion af militært materiel. Landet producerer blandt andet droner. Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, er en stor fortaler for at skrue produktionen op.

Eksplosioner er sket flere gange i de seneste år på fabrikker i Tyrkiet, som håndterer eksplosive materialer.

Sidste år blev fem mennesker dræbt i en eksplosion på en fabrik omkring 40 kilometer fra hovedstaden, Ankara. Fabrikken producerede eksplosiver til militæret.

Tre år tidligere var der en eksplosion på en fyrværkerifabrik. Her blev syv dræbt, mens 127 kom til skade.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT