Russisk fragtskib sunket i Middelhavet efter eksplosion
Besætningsmedlemmer fra russisk skib er bragt til Spanien efter en eksplosion om bord.
Det russiske fragtskib "Ursa Major" er sunket i Middelhavet efter en eksplosion i maskinrummet.Det oplyser Ruslands udenrigsministerium.
Størstedelen af besætningen på 16 mennesker er blevet reddet, lyder det videre. To er savnet.
De reddede besætningsmedlemmer er blevet bragt til Spanien, siger det russiske udenrigsministerium.
Ministeriet oplyser ikke, hvad der har ført til eksplosionen om bord.
Ifølge hjemmesiden Vesselfinder er "Ursa Major" et 142 meter langt fragtskib bygget i 2009.
Skibet var sidst i havn i Sankt Petersborg i det nordvestlige Rusland den 11. december. Det skulle efter planen være ankommet i Vladivostok den 22. januar.
Vladivostok er Ruslands største havneby ved Stillehavet. Den ligger omkring 45 kilometer fra grænsen til Kina og omkring 130 kilometer fra grænsen til Nordkorea.
Jyllands-Posten har tidligere afdækket, hvordan skibet har tætte forbindelser til det russiske forsvarsministerium. Det mistænkes ifølge avisen for at fragte våben for landets militær.
13. december var skibet af finde ud for Bornholm, skriver Jyllands-Posten. Det sejlede syd om Lolland-Falster, gennem Storebælt og rundt om Danmark.
"Ursa Major" udsendte senest et radiosignal mandag aften lidt efter klokken 23 dansk tid. Her befandt skibet sig i den vestlige del af Middelhavet mellem Spanien og Algeriet.
Det russiske nyhedsmedie life.ru har tirsdag lagt en video på sin hjemmeside, der viser skibet ligge meget tungt i vandet i styrbord side, mens også stævnen er længere nede i vandet end normalt.
Videoen skal være optaget mandag af et forbipasserende skib. Den er ikke verificeret.
Skibets ejer er virksomheden SK-Yug, som er en del af Oboronlogistics.
Begge virksomheder har afvist at udtale sig om det sunkne skib.
Oboronlogistics har tidligere oplyst, at "Ursa Major" var lastet med specielle kraner, som skulle bruges på havnen i Vladivostok. Der var også dele til nye isbrydere om bord, lød det i en pressemeddelelse fra selskabet den 20. december.
Videoen fra det russiske nyhedsmedie viser to meget store kraner på skibets dæk.
Ifølge Jyllands-Posten har både EU, USA og Storbritannien indført sanktioner mod Oboronlogistics. USA har også indført sanktioner direkte mod "Ursa Major".
/ritzau/Reuters