Trump kræver fuld styrke på dødsstraf efter Biden-beslutning
USA's næste præsident er stærkt utilfreds med, at Biden beordrede 37 dødsdømtes straffe omgjort til livstid.
USA's kommende præsident, Donald Trump, vil have landets justitsministerium til i langt højere grad at gå efter dødsstraf i føderale sager.Det skal ske "for fuld styrke for at beskytte amerikanske familier og børn mod voldelige voldtægtsmænd, mordere og monstre".
Det skriver Trump tirsdag i et opslag på det sociale medie Truth Social.
- Vi vil igen være en Nation af Lov og Orden!, lyder det fra den kommende præsident.
Den nuværende præsident, Joe Biden, har netop omgjort straffene for 37 ud af 40 dødsdømte indsatte i landets føderale fængsler.
Det får en bidende kritik med på vejen fra Donald Trump:
- Joe Biden har lige omstødt dødsdommene for 37 af de værste mordere i vores land. Når I hører om deres handlinger, vil I ikke tro, at han gjorde dette. Det giver ingen mening, skriver Trump i et andet opslag tirsdag.
Biden-administrationen meddelte mandag, at blandt de, som får omgjort deres straf, er ni personer, som er dømt for drab på andre indsatte.
Også fire, som er dømt for drab i forbindelse med bankrøverier, og en, som har dræbt en fængselsbetjent, er iblandt.
De får omgjort deres dødsstraf til en livstidsdom uden mulighed for prøveløsladelse.
Biden sagde mandag, at hans regering udsætter eller sætter en midlertidig stopper for "føderale henrettelser i sager, der ikke vedrører terrorisme og hadmotiveret massemord".
Blandt de tre indsatte, som skal blive på dødsgangen, er Dzhokhar Tsarnaev, som sammen med broren Tamerlan Tsarnaev stod bag angrebet på Boston Marathon i 2013.
Også Dylann Roof, en erklæret tilhænger af hvidt overherredømme, som i 2015 skød og dræbte ni sorte i en kirke i Charleston, skal blive på dødsgangen.
Den sidste dødsdømte, som ikke får omgjort sin straf, er Robert Bowers. Han dræbte 11 jøder i en synagoge i Pittsburgh i 2018.
- Styret af min samvittighed og erfaring er jeg mere overbevist end nogensinde om, at vi skal stoppe brugen af dødsstraf på føderalt niveau, sagde Biden mandag.
Derimod har Trump i løbet af valgkampen talt om at udvide brugen af dødsstraf til også at omfatte migranter, der slår amerikanske borgere ihjel, samt narko- og menneskesmuglere.
I juli 2020, da Trump var præsident første gang, blev henrettelserne på føderalt plan genoptaget. Forinden var ingen føderale fængselsindsatte blevet henrettet siden 2003.
I løbet af Trumps sidste seks måneder som præsident blev 13 dødsdømte henrettet med en dødelig sprøjte. Det er ifølge nyhedsbureauet AFP mere end nogen anden amerikansk præsident i 120 år.
Den sidste føderale henrettelse fandt sted 16. januar 2021 i et fængsel i Terre Haute i delstaten Indiana. Trump forlod præsidentembedet fire dage senere.
Dødsstraf er blevet afskaffet i 23 ud af 50 amerikanske delstater.
/ritzau/