Syriske ministre på første officielle udlandsbesøg efter Assads fald

1. JAN 2025 • 23:33UDLAND

Syriens udenrigsminister og forsvarsminister er onsdag ankommet til Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh.

En delegation fra Syrien er onsdag ankommet til Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh.

Besøget er Syriens første officielle udenlandsbesøg, siden den syriske præsident Bashar al-Assad blev væltet af oprørere i begyndelsen af december.

Det oplyser det syriske statsmedie Sana.

Delegationen består ifølge statsmediet blandt andet af udenrigsminister Assaad Al Shibani, forsvarsminister Murhaf Abu Qasra og efterretningschef Anas Khattab.

Besøget sker efter invitation fra den saudiarabiske udenrigsminister, skriver Sana.

Ved delegationens ankomst til Riyadh siger den syriske udenrigsminister, at han håber på en lys fremtid med Saudi-Arabien.

- Ved dette besøg, der er det første i det frie Syriens historie, stræber vi efter at åbne døren til en ny, lys fremtid i de syrisk-saudiske relationer, som vil gavne den lange fælles historie mellem de to lande, skriver al-Shibani i en udtalelse på det sociale medie X.

I december mødtes en delegation fra Saudi-Arabien med den nye syriske leder, Ahmed al-Sharaa, i Syriens hovedstad, Damaskus. Det fortalte en kilde tæt på den syriske regering under besøget til AFP.

Al-Sharaa har stået i spidsen for oprørsgruppen Hayat Tahrir al-Sham (HTS). Den var en hoveddrivkraft i den lynoffensiv, der i december væltede præsident Bashar al-Assads regime.

I sidste uge sagde den nye syriske leder i et interview med den arabiske tv-station Al Arabiya, at Saudi-Arabien "helt sikkert ville komme til at spille en større rolle i Syriens fremtid".

Saudi-Arabien brød i 2012 sine forbindelser med den daværende syriske præsident Assads regering. I stedet valgte landet at støtte syriske oprørere, der ønskede at vriste magten fra den syriske præsident.

Sidste år genoptog Saudi-Arabien dog forbindelsen med Assads regering. Landet var desuden medvirkende til, at Syrien igen kunne tilslutte sig Den Arabiske Liga, der er en sammenslutning af arabiske stater.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT