Microsoft vil investere 579 milliarder kroner i AI-datacentre

4. JAN 2025 • 06:49UDLAND

USA bliver det primære mål for techgiganten Microsofts planlagte milliardinvestering i nye AI-datacentre.

Microsoft har planer om at investere omkring 80 milliarder dollar - 579 milliarder kroner - i datacentre for kunstig intelligens.

Det meddeler den internationale techgigant fredag i et blogopslag.

Investeringen vil blive en realitet i det igangværende regnskabsår, og mere end halvdelen af de 579 milliarder skal bruges specifikt på datacentre inden for USA's grænser, lyder det.

Microsofts regnskabsår løber til slutningen af juni.

Datacentrene skal give Microsoft ekstra kræfter til at træne AI-modeller og til at lancere nye AI-funktioner på det globale marked, siger techgiganten.

AI står for artificial intelligence, som på dansk oversættes til kunstig intelligens.

- På mange måder er kunstig intelligens vores tids elektricitet, og de næste fire år kan bygge et fundament for USA's økonomiske succes i det næste kvarte århundrede, udtaler Microsofts bestyrelsesformand, Brad Smith, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det står endnu ikke klart, præcis hvor eller hvilke datacentre investeringen skal gå til.

Microsoft er blevet et toneangivende selskab inden for udviklingen af AI.

Det er især Microsofts samarbejde med selskabet OpenAI, der står bag den populære chatbot ChatGPT, som har bragt Microsoft fremad inden for kunstig intelligens.

AI-software bliver udviklet og trænet på baggrund af enorme mængder af forskellige typer data - og det kræver enorme computerressourcer.

Microsoft meddelte i efteråret, at det vil genstarte samarbejdet med atomkraftværket Three Mile Island i delstaten Pennsylvania.

Strømmen herfra skal også bruges til at drive Microsofts voksende tjenester inden for AI og cloudløsninger.

Der er to atomreaktorer ved Three Mile Island. Det er reaktor 1, der bliver genstartet.

Denne reaktor var aktiv helt frem til 2019, hvor den blev lukket ned af økonomiske årsager.

/ritzau/dpa

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT