Storbritannien bekræfter fund af fugleinfluenza i fjerkræ

18. NOV 2024 • 05:24UDLAND

I England vil beholdning af fjerkræ blive aflivet efter fund af H5N1, som er en variant af fugleinfluenza.

Der er i Storbritannien blevet fundet en variant af fugleinfluenzavirusset H5N1.

Virusset er blevet opdaget blandt fjertræ nær byen St Ives i det sydvestlige England.

Det oplyste den britiske regering søndag i en udtalelse ifølge Reuters.

Alle fjerkræ på stedet vil nu blive aflivet "på human vis", lyder det.

Det oplyses ikke, præcis hvor varianten er blevet fundet. Det fremgår dog, at der er tale om et sted med "kommerciel" avl af fjerkræ.

Der er desuden blevet indført en såkaldt beskyttelseszone på tre kilometer og en overvågningszone på ti kilometer.

Fundet er efterårets første tilfælde af H5N1 i en beholdning af fjerkræ. Der er for nylig også blevet fundet den anden variant H5N5 i fjerkræ i det sydvestlige England og andre steder i Europa.

Fugleinfluenza har dræbt hundredvis af millioner af fugle i verden i løbet af de seneste år. Det har i stigende grad også spredt sig til pattedyr, hvilket har øget bekymringen for, at der også kan opstå smitte blandt mennesker.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT