Svensk hælmål sænker sensationelt Real Madrid

7. DEC 2025 • 23:03SPORT

Svenske Williot Swedberg scorede to gange, blandt andet med hælen, da Celta Vigo slog Real Madrid i La Liga.

Real Madrid fortsætter med at smide point i toppen af La Liga. Søndag tabte storklubben sensationelt med 0-2 hjemme mod Celta Vigo på to mål af svenske Williot Swedberg.

Dermed er det blot blevet til en enkelt ligasejr i de seneste fem kampe for Real, der i denne periode også har spillet uafgjort mod Girona, Elche og Rayo Vallecano.

Med nederlaget taber Real igen terræn til FC Barcelona i toppen. Barcelona, der lørdag slog Betis med 5-3, fører an med 40 point, mens Real Madrid på andenpladsen har 36.

Det var en svensk perle, der efter 52 minutter sørgede for føring til Celta.

Bryan Zaragoza gled fri i venstre side og sendte bolden ind foran mål, hvor den 21-årige Williot Swedberg firsttimede bolden i mål med hælen til 1-0 fra en position omkring straffesparkspletten.

Real Madrid havde domineret første halvleg og skabte rigeligt med chancer til at føre.

Jude Bellingham misbrugte en stor chance, og tyrkeren Arda Güler var tæt på flere gange uden held.

I stedet fik Real en kold dukkert efter pausen, da Swedberg sørgede for sensationel føring til udeholdet.

Betingelserne blev endnu sværere for Real efter 63 minutter, da Fran García fik sit andet gule kort inden for kort tid og dermed blev udvist.

En mand i undertal kom Real fortsat til chancer. Kylian Mbappé blev spillet fri, men hans lob over målmanden manglede præcision.

Frustrationerne blev blot større hos Real, og i tillægstiden fik også Alvaro Carreras rødt kort.

Med to mand i overtal løb Celta kontra og splittede Reals forsvar ad, og Williot Swedberg kunne spadsere bolden i mål til 2-0.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT