Gaza-mæglere presser på for næste skridt i skrøbelig våbenhvile

6. DEC 2025 • 22:47UDLAND

Våbenhvile i Gaza kan ikke fuldføres, før Israel trækker sig tilbage, siger Qatars premierminister.

Tiden er inde til at tage de næste skridt for at sikre den skrøbelige våbenhvile i Gazastriben, der trådte i kraft i oktober.

Israelske styrker skal trække sig tilbage til den såkaldte gule linje, som Israel har etableret inden for Gazastribens grænser.

Desuden skal en international stabiliseringsstyrke indsættes.

Den opfordring kommer fra Qatar og Egypten, der begge har mæglet i konflikten mellem Israel og den militante palæstinensiske bevægelse Hamas.

Begge dele er en del af en 20-punkts plan for fred i Gazastriben, som er blevet fremlagt af USA's præsident, Donald Trump.

- Nu er vi ved et afgørende punkt, siger Qatars premierminister, sheik Mohammed bin Abdulrahman al-Thani, ved den årlige diplomatiske konference Doha Forum.

- En våbenhvile kan ikke være fuldført, før der sker en total tilbagetrækning af israelske styrker og der er stabilitet i Gaza, siger han ifølge AFP.

Hamas og Israel beskylder hinanden for at have overtrådt våbenhvilen gentagne gange.

Også Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, der lørdag er på besøg i Israel, håber på, at fredsprocessen kan gå ind i næste fase.

- Og især at Hamas kan blive afvæbnet, siger han ifølge dpa ved et møde med Israels præsident, Isaac Herzog.

Hamas skal lade sig afvæbne ifølge planen på 20 punkter.

De Hamas-medlemmer, der lægger våbnene, kan få lov at forlade Gazastriben, lyder det i planen.

Den militante bevægelse har gentagne gange afvist forslaget.

FN's Sikkerhedsråd vedtog i november en resolution, der støtter 20-punkts planen.

Ud over punktet om, at Hamas skal lade sig afvæbne, er der også planer om at udstationere en international styrke og en vej til en fremtidig palæstinensisk stat.

Hamas meddeler lørdag aften ifølge AFP, at gruppen er klar til at nedlægge sine våben til en palæstinensisk myndighed, der styrer Gazastriben, "hvis besættelsen ophører".

- Vores våben er knyttet til eksistensen af besættelsen og aggressionen, siger Hamas' chefforhandler og leder i Gaza, Khalil al-Hayya, i en erklæring.

- Hvis besættelsen ophører, vil disse våben blive placeret under statens myndighed.

På et uddybende spørgsmål fra AFP præciserer Hayyas kontor, at han henviser til en suveræn og uafhængig palæstinensisk stat.

Krigen i Gazastriben begyndte, efter at Hamas angreb Israel 7. oktober 2023 og slog omkring 1200 mennesker ihjel.

Israels offensiv i Gazastriben har siden kostet over 68.000 palæstinensere livet ifølge sundhedsmyndigheder i området, som er kontrolleret af Hamas.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT