Japan indkalder ambassadør og klager over kinesiske militærfly
Kinesisk talsperson afviser japansk kritik efter hændelse med militærfly i weekenden nær Okinawaøerne.
Japans regering har indkaldt Kinas ambassadør i landet til samtale efter en hændelse i weekenden mellem kinesiske og japanske militærfly.Det oplyser Japans udenrigsministerium mandag.
Japan beskyldte søndag kinesiske jagerfly for at have rettet ildledelsesradarer mod japanske militærfly i to "farlige" hændelser, der foregik lørdag nær Okinawaøerne.
Funakoshi Takehiro, der er viceminister for udenrigsanliggender, udtrykte på mødet kritik af hændelsen og opfordrede ambassadøren Wu Jianghao til, at Kinas regering sikrer, at den slags hændelser ikke gentager sig.
Ildledelsesradarer bruges til at indsamle informationer om og spore mål, hvorfor det kan opfattes som en trussel at rette dem mod andre fly.
Fra Kina lød det søndag, at den kinesiske flåde er i gang med at gennemføre en på forhånd annonceret flyøvelse i området.
En unavngiven talsperson fra Kinas udenrigsministerium afviser mandag den japanske kritik. Det sker i en udtalelse til det kinesiske statsmedie Xinhua.
Talspersonen opfordrer Japan til øjeblikkeligt at stoppe forstyrrelserne af kinesiske militærøvelser og træning. Forstyrrelserne betegnes som farlige handlinger.
Forholdet mellem Japan og Kina har den seneste tid været udfordret, efter at Japans premierminister, Sanae Takaichi, i november sagde, at kinesisk brug af magt mod Taiwan kunne retfærdiggøre en militær reaktion fra Japan.
Kina har krævet, at den japanske premierminister trækker sin udtalelse tilbage.
Efterfølgende opfordrede den kinesiske regering landets borgere til at undgå rejser til Japan.
Sidenhen har Japan i en vejledning opfordret japanske statsborgere i Kina til at undgå større forsamlinger og være opmærksomme på deres omgivelser.
Det skete på baggrund af en samlet vurdering af den politiske situation - herunder sikkerhedssituationen.
/ritzau/AFP
