Trump efterlyser svar fra Zelenskyj efter forhandlinger

8. DEC 2025 • 02:58UDLAND

Trump afventer svar fra Volodymyr Zelenskyj efter tre dages møder mellem delegationer fra Ukraine og USA.

USA's præsident, Donald Trump, mangler tydelige svar fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, efter at amerikanske forhandlere har arbejdet på en aftale, der kan afslutte krigen i Ukraine.

Det siger Trump ifølge nyhedsbureauet AP.

Lørdag afsluttede amerikanske og ukrainske forhandlere tre dages drøftelser i Miami i den amerikanske delstat Florida.

- Jeg er en smule skuffet over, at præsident Zelenskyj ikke har læst forslaget endnu. Sådan var situationen for få timer siden, siger Trump ifølge AP.

- Hans folk elsker det, men han har ikke (læst det, red.), lyder det videre.

Volodymyr Zelenskyj har ikke umiddelbart kommenteret meldingen fra Donald Trump.

USA's præsident hævder, at Rusland ser positivt på det forslag, der er blevet arbejdet på hen over tre dage i Miami. Rusland har ikke kommenteret forslaget, hvis indhold ikke er offentliggjort.

- Jeg tror, at Rusland har det fint med det, men jeg er ikke sikker på, om Zelenskyj har det fint med det. Hans folk elskede det. Men han er ikke klar, siger Donald Trump ifølge AP.

USA præsenterede i november en fredsplan på 28 punkter, som især Ukraine havde svært ved at acceptere.

Forslaget betød, at Ukraine skulle afgive hele Donbas-regionen, og at Ukraine aldrig ville blive indlemmet i forsvarsalliancen Nato.

Planen har siden været igennem ændringer, men der er uvished om, hvordan den ser ud aktuelt.

Tirsdag i sidste uge var den særlige udsending Steve Witkoff og Trumps svigersøn Jared Kushner i Ruslands hovedstad, Moskva, for at tale med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Putins udenrigspolitiske rådgiver Jurij Usjakov udtalte efterfølgende, at man hverken var kommet tættere eller længere væk fra en fred.

Mødet i Moskva blev fulgt op af tre dages møde i Miami mellem Witkoff og Kushner og en delegation fra Ukraine.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT