Israels hærchef kalder gul linje en ny Gaza-grænse
Den linje, som israelske styrker har trukket sig bag, er en fremskudt forsvarslinje for Israel, siger hærchef.
Israels hærchef, Eyal Zamir, siger søndag, at den linje, som israelske styrker har trukket sig tilbage bag i Gazastriben, er en "ny grænse".Det fremgår ifølge nyhedsbureauet AFP af en udtalelse fra Israels militær.
- Vi vil ikke tillade, at Hamas genetablerer sig. Vi har operativ kontrol over store dele af Gazastriben, og vi vil forblive på disse forsvarslinjer, siger Zamir.
- Den gule linje er en ny grænselinje, der tjener som en fremskudt forsvarslinje for vores lokalsamfund og en linje for operationel aktivitet.
Det er ikke umiddelbart klart, om Zamir taler om en midlertidig eller permanent grænse.
Ifølge våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas skal israelske styrker være trukket tilbage til positioner bag den såkaldte gule linje.
Det er israelskkontrollerede zoner langs grænsen mellem Israel og Gazastriben. De strækker sig mellem 1,5 og 6,5 kilometer ind i det palæstinensiske område.
Dermed kontrollerer Israel lige nu lidt over halvdelen af det smalle landområde med godt to millioner palæstinensiske indbyggere, skriver nyhedsbureauet dpa.
Før de gule linjer blev fastlagt, var Gazastriben omkring 41 kilometer lang og mellem seks og 12 kilometer bred.
Hærchefen talte søndag til reservesoldater i Gazastriben, fremgår det af militærets meddelelse.
Her understregede han også, at militæret (IDF) "ikke må blive selvtilfreds", skriver Times of Israel.
- Vi skal forberede os på alle fronter og opretholde beredskab og årvågenhed samtidig med, at vi overholder operative standarder, siger han ifølge det israelske medie.
- IDF forbereder sig på scenariet om en overraskelseskrig. Det er en af hjørnestenene i den kommende flerårige plan, tilføjer Zamir.
/ritzau/
