100 bortførte børn ventes frigivet i Nigeria mandag
For godt to uger siden bortførte bevæbnede mænd hundredvis af børn i et angreb i Nigeria. 165 savnes stadig.
Nigerias regering har fået frigivet 100 skolebørn, som var en del af en større gruppe børn, der i november blev kidnappet fra en kostskole i landet.Det rapporterer den nigerianske tv-station Channels.
Oplysningen bekræftes over for nyhedsbureauet AFP af en talsmand for Nigerias præsident.
De 100 børn vil blive overdraget til myndighederne mandag, siger en kilde i FN.
165 skolebørn og lærere er dog fortsat savnet.
I alt blev 303 børn og 12 lærere bortført af bevæbnede mænd fra den katolske kostskole St. Mary's i delstaten Niger i det centrale Nigeria. Det skete ved et angreb omkring klokken to om natten den 21. november.
To dage efter lykkedes det 50 børn at flygte fra fangenskabet. Det oplyste den kristne paraplyorganisation Christian Association of Nigeria (CAN), der driver skolen.
De bortførte børn er mellem 6 og 18 år og udgør næsten halvdelen af de i alt 629 elever, der går på den katolske skole.
Det er uklart, hvem der står bag bortførelsen af de mange skolebørn.
Nigeria har i årevis været plaget af bortførelser, der blandt andet har ramt landets skoler.
En af de mest omtalte bortførelser gik ud over en pigeskole i byen Chibok i 2014, hvor 276 piger blev bortført af den islamistiske bevægelse Boko Haram.
En del af dem er siden selv sluppet fri eller er blevet løsladt, men flere er stadig savnet, har AFP tidligere skrevet.
Selv om bortførelser med formål om løsepenge sker med jævne mellemrum i Nigeria, stod landet i november over for en decideret bølge af bortførelser.
38 personer blev denne måned bortført fra en katolsk kirke i delstaten Kwara, mens mindst 25 skoleelever blev bortført fra sovesalene på en pigeskole i delstaten Kebbi.
Der var samme måned også meldinger om bortførelser af landmænd, samt af en brud og hendes brudepiger, skriver AFP.
Militante gruppers angreb på civile fik sidste måned USA's præsident, Donald Trump, til at true med at sende amerikansk militær til Nigeria.
/ritzau/
