Spansk premierminister skal vidne i korruptionsundersøgelse

22. JUL 2024 • 12:35UDLAND

Sánchez' kone blev tidligere i år inddraget i korruptionsundersøgelse. Nu er Sánchez selv indkaldt som vidne.

Den spanske premierminister, Pedro Sánchez, skal 30. juli vidne i en foreløbig korruptionsundersøgelse af sin kones forretningsforbindelser.

Det oplyser en domstol i Madrid ifølge nyhedsbureauet Reuters

Sánchez vil blive afhørt som vidne i sin embedsbolig af sagens dommer Juan Carlos Peinado, oplyser domstolen.

Vidneafhøringen af premierministeren er en del af en foreløbig undersøgelse af, om Sánchez' kone, Begona Gomez, har udnyttet sin position som premierministerens kone til at sikre sponsorer til en universitetsuddannelse, som hun stod for.

Ifølge Peinado forventes premierministerens vidneafhøring både at være "nyttig, brugbar og relevant" i forhold til at fastslå, om der er tale om korruption.

Begona Gomez mødte selv op i retten fredag, hvor hun nægtede at svare på spørgsmål fra dommeren.

Hun har ikke kommenteret sagen offentligt, men Sánchez har afvist anklagerne mod hende på det kraftigste og sagt, at de var grundløse og orkestreret af politiske fjender på højrefløjen.

I april fik undersøgelsen til spaniernes store overraskelse Sánchez til at meddele, at han overvejede, om han skulle trække sig.

Premierministeren tog sig en tænkepause på fem dage og meddelte så, at han ville fortsætte.

Det er ikke første gang, at en siddende spansk premierminister er blevet indkaldt som vidne i en korruptionssag.

Sánchez' konservative forgænger Mariano Rajoy blev i 2017 indkaldt for at vidne i korruptionssag, der endte med domme til flere af de konservative partimedlemmer.

Dommene fik de øvrige partier i parlamentet til at kræve Rajoys afgang eller nyvalg.

Efter et mistillidsvotum i 2018 kunne Rajoy ikke længere fortsætte som regeringsleder. Herefter blev Pedro Sánchez premierminister.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT