Søn af norsk kronprinsesse har mistet sit kørekort
Kronprinsesse Mette-Marits søn Marius har mistet sit kørekort for nu, oplyser pressechef i politiet til avis.
Marius Borg Høiby, som er søn af den norske kronprinsesse Mette-Marit, har mistet sit kørekort.Det oplyser Unni Grøndal, som er pressechef i Oslo politidistrikt, til den norske avis Aftenposten ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
Pressechefen oplyser, at Marius Borg Høiby for nu ikke har førerret.
Det norske medie NRK bekræfter med et opslag i den norske stats kørekortregister, at Marius Borg Høiby ikke har noget gyldigt kørekort.
- Høiby blev frataget førerretten efter anbefaling af læge, oplyser advokat Øyvind Bratlien, som er forsvarer for Marius Borg Høiby, til NRK.
Ifølge advokaten har kronprinsessens søn fået frataget sin førerret på grund af det store pres, der er på ham, efter at han siden august har været centrum for en voldssag.
Advokaten siger til NRK, at Høiby har været enormt belastet af sagen blandt andet på grund af et medietryk, som ifølge Bratlien er "ubeskriveligt".
Derfor har man for hans egen skyld valgt, at han ikke længere skal have førerret eller adgang til våben, lyder det fra advokaten.
Den 27-årige Borg Høiby blev i august sigtet for en voldsepisode mod sin daværende kæreste.
Han har siden erkendt vold mod kvinden og ligeledes erkendt en anden sigtelse om en trussel mod en mand.
Efter den oprindelige voldssag kom frem, blev han også sigtet for "vold i nære relationer" mod to ekskærester. I den sag nægter han sig skyldig.
NRK skriver, at kronprinsessens søn tidligere både har haft kørekort til personbil, varevogn, motorcykel og knallert.
Marius Borg Høiby er kronprinsessens ældste søn. Hun fik ham, inden hun mødte den norske kronprins Haakon.
Han er ikke en del af det officielle norske kongehus, men en del af den kongelige familie.
/ritzau/