Ilva taber millioner på driften selv om omsætningen vokser
Høj inflation har presset møbelkæder i bund. Det gælder også Ilva, der igen har millionunderskud på driften.
Møbelkæden Ilva har formået at løfte sin omsætning, men som så mange andre i branchen har driften været under pres de seneste år.Det skriver kæden i en pressemeddelelse med henvisning til regnskabstallene for perioden 2023/2024.
Omsætningen landede på godt 1,4 milliarder kroner i Danmark, hvilket var en stigning på tre procent fra året før.
Driftsresultatet lød imidlertid på minus 45 millioner kroner mod et underskud på 27,6 millioner i 2022/2023.
- Vi har som alle andre aktører i branchen været ramt af den store usikkerhed og inflation. Det har kostet på indtjeningen, siger Kim Møller Mønster, der er administrerende direktør i kæden, i pressemeddelelsen.
- Men vi oplever allerede nu, at markedet er mere stabilt, og at udviklingen vender.
Kim Møller Mønster tiltrådte stillingen i april og har som sin første opgave fået medansvaret for at søsætte en ny strategi for kæden.
- Vores strategi har fokus på særligt to parametre. Øget digitalisering samt styrkelse af det fysiske bolighuskoncept, siger han.
- Vi sætter ind på begge parametre samtidigt, da målet er at skabe en strømlinet og sammenhængende oplevelse for kunden, uanset hvor de vælger at interagere med os.
Den nye strategi koster i øjeblikket på bundlinjen, skriver kæden uden at konkretisere, hvordan nettoresultatet har set ud i perioden.
Ilva har på landsplan 40 bolighuse. Der findes også fem af slagsen i Sverige.
Møbelkæden er ejet af Lars Larsen Group.
/ritzau/