Containerskib lejet af Mærsk ramt af fragmenter nær Hormuzstrædet
Alle besætningsmedlemmer er i god behold, efter at containerskib er ramt af fragmenter fra projektil.
Et containerskib udlejet til Mærsk er torsdag morgen blevet ramt af fragmenter fra et projektil nær Hormuzstrædet.Det oplyser rederiet Hapag-Lloyd, der ejer skibet, til DR.
I en skriftlig kommentar til Ritzau bekræfter Mærsk hændelsen.
Her fremgår det, at alle besætningsmedlemmer på containerskibet med navnet "Source Blessing" er i god behold.
- Vi kan bekræfte, at det chartrede fartøj "Source Blessing" har været involveret i en hændelse i Den Persiske Golf tidligt torsdag morgen lokal tid.
- Alle besætningsmedlemmer er i sikkerhed, og der er ingen meldinger om tilskadekomst, skriver Mærsk.
Skibet befandt sig nord for byen Jebel Ali, der ligger i De Forenede Arabiske Emirater, da det blev ramt af fragmenter.
Fragmenterne udløste en brand på skibet.
- Der udbrød brand om bord på skibet, men den kom under kontrol, og er nu blevet slukket ved hjælp af besætningens brandslukningsindsats, skriver Mærsk i udtalelsen.
Containerskibet sejler under Liberias flag.
Hormuzstrædet, som skibe er nødt til at passere for at kunne sejle ud af Den Persiske Golf, er i praksis lukket for skibstrafik på grund af skiftevis iranske, israelske og amerikanske angreb i regionen.
Desuden har Revolutionsgarden i Iran meddelt, at den har taget kontrol over Hormuzstrædet. Strædet ligger mellem Iran og Oman.
Siden krigens begyndelse er en lang række skibe - både container- og tankskibe - blevet ramt i angreb i Den Persiske Golf.
"Source Blessing" blev ifølge Hapag-Lloyd dog ikke ramt i et direkte angreb, da det alene var fragmenter, der ramte skibet.
Ifølge DR sejlede "Source Blessing" gennem Hormuzstrædet, dagen før krigen i Mellemøsten brød ud. Den begyndte med israelske og amerikanske angreb på Iran den 28. februar.
Siden har skibet sejlet mellem ankerpladser ud for henholdsvis Qatar og De Forenede Arabiske Emirater.
/ritzau/
