Hizbollah og Iran sender raketter og ballistiske missiler mod Israel

11. MAR 2026 • 20:37UDLAND

Stort set simultant har Iran og Hizbollah angrebet Israel, som har svaret igen med luftangreb på Beirut.

Hizbollah har onsdag aften sendt omkring 100 raketter fra Libanon mod Israel.

Det meddeler Israels militær (IDF) ifølge avisen Times of Israel.

Raketterne har udløst luftalarmer i kystbyen Haifa og på tværs af det nordlige Israel og Golanhøjderne.

Der er ifølge Times of Israels oplysninger tale om det hidtil mest omfattende Hizbollah-angreb under den igangværende konflikt i Mellemøsten.

Foreløbig er to personer - en 35-årig kvinde og en mand i 50'erne - kommet lettere til skade i Hizbollahs angreb.

Samtidig med raketangrebet har Iran sendt mindst to ballistiske missiler mod Israel. Det ene missil havde kurs mod den sydlige del af landet, mens det andet blev sendt mod det nordlige Israel.

Begge missiler blev opfanget og nedskudt af Israels luftforsvar.

Ifølge den israelske tv-station Channel 12 er de israelske ministre blevet underrettet om, at Israel onsdag aften vil blive udsat for mere omfattende angreb end tidligere under den igangværende krig mellem Israel og Iran.

Krigen brød ud, da Israel og USA angreb Iran 28. februar, og siden har Iran løbende angrebet både Israel og andre lande i Mellemøsten, som huser amerikanske militærbaser.

Som følge af Hizbollahs raketangreb har Israels luftvåben iværksat en bølge af angreb på en forstad til den libanesiske hovedstad, Beirut, oplyser IDF.

Angrebene er rettet mod bydelen Dahiyeh, som er en af Hizbollahs højborge.

Derudover har Israel angrebet byen Tibnin i det sydlige Libanon, oplyser Libanons sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP. Angrebet har dræbt otte personer.

Konflikten mellem Israel og Hizbollah, som har ulmet i flere årtier, brød ud på ny, da militsen angreb Israel 2. marts angiveligt som hævn for drabet på Irans daværende øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

Khamenei blev dræbt i et israelsk angreb på Teheran 28. februar.

Ifølge myndighederne i Libanon har de israelske angreb på landet kostet 600 mennesker livet, mens 800.000 er drevet på flugt.

På den israelske side er to soldater blevet dræbt, mens de befandt sig i det sydlige Libanon. Der har ikke været meldinger om, at civile israelere er blevet dræbt i Hizbollahs angreb.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT