Rusland og Ukraine udveksler 190 krigsfanger

17. JUL 2024 • 19:57UDLAND

95 krigsfanger er blevet udleveret fra Ukraine til Rusland. Det samme er sket den anden vej.

Rusland og Ukraine har udvekslet i alt 190 krigsfanger.

Det oplyser Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, onsdag ifølge flere medier.

Hvert land har sendt 95 krigsfanger til det andet land.

De russere, der er blevet sendt tilbage til Rusland fra Ukraine, kom fra den russiske hær, den russiske nationalgarde og det russiske grænsepoliti, oplyser Zelenskyj.

Ifølge ukrainske myndigheder blev de taget til fange i 2022.

Samme myndigheder oplyser, at 3400 soldater og civile er blevet sendt tilbage til Ukraine fra Rusland siden starten af krigen i 2022.

Udvekslingen af krigsfangerne blev medieret af De Forenede Arabiske Emirater.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, sagde i juni, at mere end 6400 ukrainske soldater blev holdt fanget i Rusland, mens 1348 russere blev holdt fanget i Ukraine.

Det er langt fra første gang, de to lande har udvekslet krigsfanger, men de er sjældent i direkte kontakt.

Det var de dog i forbindelse med denne seneste fangeudveksling ifølge den russiske menneskerettighedskommissær Tatjana Moskalkova.

Hendes ukrainske pendant, Dmytro Lubinets, var til stede ved udvekslingen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT