Premier League går amok og sætter ny transferrekord
Liverpool var med til at få sommerens engelske transfervindue i vejret, og der er købt for rekordsummer i år.
Alexander Isaks milliardskifte fra Newcastle til Liverpool var med til at sætte ny transferrekord i Premier League.I sommerens transfervindue har de bedste engelske fodboldklubber brugt over tre milliarder pund. Det svarer til 25,9 milliarder danske kroner.
Det er første gang, at verdens rigeste fodboldliga bruger så mange penge på spillere.
Det skriver BBC Sport.
Faktisk har de 30 klubber samlet set brugt 5,6 milliarder kroner mere end den transferrekord, der blev sat i sommeren 2023.
Det har ikke kun været ensrettet trafik. De engelske klubber har også solgt spillere, der har været indbringende.
Men samlet set har de engelske klubber haft et nettoforbrug på 9,5 milliarder kroner. Det er 114 procent mere end sidste år og 13 procent mere end rekorden i 2022 ifølge Deloitte.
Tim Bridge, der er ledende partner i Deloitte, vurderer, at Premier League har mange flere økonomiske muskler end de øvrige store europæiske ligaer.
- Det er en tredje rekordstor sommer for Premier League på fire år, og det sender et stærkt signal om, at klubberne på trods af lavere transferudgifter på resten af kontinentet ikke har planer om at sætte farten ned på deres investeringer i produkter på banen, siger han.
Ifølge Deloitte brugte de øvrige fire store ligaer i Europa ikke nær så mange penge.
Den italienske Serie A kom nærmest, men brugte kun omkring en tredjedel af den engelske transferfest.
I England er Liverpool den klub, der har brugt flest penge på nye spillere med udgifter for 3,6 milliarder kroner.
Det engelske mesterhold solgte dog også spillere for 1,6 milliarder kroner.
Chelsea brugte næstmest penge med udgifter for 2,5 milliarder kroner. Til gengæld solgte London-klubben for lige så meget og endte faktisk med et lille plus.
/ritzau/