Tåge holder fly på jorden i Storbritannien

27. DEC 2024 • 23:23UDLAND

Fredag aften har udbredt tåge og restriktioner forsinket flere flyafgange i Storbritannien.

Forsinkelser og aflysninger har fredag ramt blandt andet lufthavnene Heathrow, Gatwick og Manchester i Storbritannien.

Årsagen er tåge, som holder fly på jorden, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Grundet udbredt tåge er der midlertidige trafikrestriktioner i flere lufthavne i Storbritannien i dag (fredag red.), lyder det fra luftfartsmyndigheden NATS.

Ifølge hjemmesiden Flightradar24 er der eksempelvis afgange til Københavns Lufthavn fra London og Manchester, som fredag aften har været forsinkede.

NATS forsikrer om, at man arbejder tæt sammen med både lufthavne og luftfartsselskaber for at mindske forstyrrelser.

Myndigheden opfordrer også til, at man holder sig orienteret omkring sit flys status.

Over for det britiske medie BBC understreger NATS, at man kun benytter den type af restriktioner af sikkerhedsårsager.

BBC skriver, at restriktionerne både påvirker fly til og fra Storbritannien.

Det er forventningen, at tågen i Storbritannien vil klare op henover weekenden, lyder det.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT