Psykolograpport gransker Breivik og finder ham farlig
Forfattere bag retspsykiatrisk rapport taler på andendagen af behandling om Anders Breiviks prøveløsladelse.
Den norske massemorder Anders Breivik udgør fortsat en fare, men han lider ikke af skizofreni eller andre psykotiske tilstande.Det konkluderer forfatterne bag en retspsykiatrisk rapport, skriver NRK.
Rapportens to forfattere, psykiater Pia Jorde Løvgren og psykologspecialist Kåre Nonstad, sidder onsdag i vidneskranken i forbindelse med Breiviks anmodning om prøveløsladelse.
- Vi finder ingen tegn på skizofreni eller andre psykotiske tilstande, siger Kåre Nonstad.
De mange samtaler med Breivik, der i 2011 stod bag massakren på Utøya, viser i stedet, at massemorderen er narcissistisk og har en dyssocial personlighedsforstyrrelse.
Kåre Nonstad fortæller, at Anders Breivik følger en ekstrem højreorienteret ideologi, som blandt andet retfærdiggør brug af vold.
Det er vanskelig at se for sig, at risikoen omkring Breivik dæmpes i særlig grad i fremtiden, siger de to forfattere ifølge NRK.
Psykiater Pia Jorde Løvgren fortæller, at Breivik under afsoningen deltager i et afradikaliseringsprogram, men de to forfattere oplever ingen ændring ved ham.
- Han overidentificerer sig med sagen. Han taler ikke om individet Anders, men om kollektivisten Anders. Det højreekstreme er blevet hans identitet, siger Pia Jorde Løvgren.
Massemorderen blev i 2012 idømt 21 års forvaring som konsekvens af terrormassakren på Utøya og bombesprængningen i regeringskvarteret i Oslo året forinden.
77 personer mistede livet, og 90 personer blev såret i de to terrorangreb.
Anders Breivik har tidligere forsøgt at blive prøveløsladt. I januar 2022 blev ønsket afvist efter tre dages behandling. Breivik kan i teorien søge om prøveløsladelse hvert år.
Der er i denne uge afsat tre dage til behandlingen af anmodningen om prøveløsladelse, der ventes afsluttet torsdag.
/ritzau/